Erhvervsskoleelever fra EUC Syd i Aabenraa koblede i dag håndværk med historie

Elever fra EUC Syd bygger rullende modstandsvogn i samarbejde med Frihedsmuseet og Frøslevlejren. Foto: Jonas Hallberg/Tiny Office

Elever fra tømrer- og snedkeruddannelsen på erhvervsskolen EUC Syd var i dag med til at bygge en rullende formidlingsvogn om modstandskampen i samarbejde med Frihedsmuseet og Frøslevlejren som optakt til 80-året for befrielsen 5. maj.

Det var en lidt anderledes skoledag, eleverne på tømrer og snedkeruddannelsen på EUC Syd i Aabenraa mødte ind til i dag.

For der var ikke kun fokus på håndværk men i den grad også på historie – nærmere bestemt historien om Danmarks besættelse og modstandskamp.

For EUC Syd er sammen med fire andre erhvervsskoler landet over med i et lidt utraditionelt samarbejde med Frihedsmuseet og Frøslevlejren.

I fællesskab skal eleverne med hver deres erhvervsfaglige kompetencer nemlig bygge en del af en rullende formidlingsvogn om den danske modstandskamp som optakt til 80-året for befrielsen 5. maj.

Og hvad har modstandskampen så at gøre med erhvervsskoleelever i dag, kan man måske spørge.

I en tid hvor mange unge synes, fremtiden tegner sort med klimakrise, mistrivsel og en tiltagende usikker verden, kan det være nyttigt at finde inspiration i fortiden – og høre om, hvordan unge under besættelsen sammen handlede, da det så allerværst ud. Og gjorde en forskel, der nyttede.

Derfor skal modstandsvognen – når den er færdig – indeholde forskellige historier, hvor unge i dag kan få viden om og blive inspireret af besættelsens unge og deres kamp for en bedre verden – en kamp der ofte krævede erhvervsfaglige kompetencer, når de unge modstandsfolk skulle udvikle innovative, kreative ideer til at bekæmpe Hitler – for eksempel at bygge gemmesteder til illegale beskeder eller lave hemmelige kodesystemer.

Ny viden om fortiden

En af de elever, der var med til at bygge på modstandsvognen i dag, var tømrerlærling Christoffer Nasser Petersen, der gik derfra klogere:

”Jeg synes det har været en fed dag og det har været spændende at få ny viden. Jeg var ikke klar over at der var så mange unge håndværkere i modstandsbevægelsen,” siger han.

Eleverne fra EUC Syd og de fire andre erhvervsskoler bygger formidlingsvognen færdig i løbet af marts.

5. maj – på 80-året for Danmarks befrielse – vil den færdige vogn blive officielt indviet på Frihedsmuseet.

I løbet af efteråret vil den køre rundt i hele landet til skoler og kulturinstitutioner. Her vil skoleelever og andre interesserede blive inviteret indenfor og via stærke audiooplevelser, historier om unge modstandsfolk og deres innovative opfindelser forhåbentlig finde inspiration og ny viden.

Projektet er støttet af Spar Nord Fonden.

Her bygger eleverne formidlingsvogn:

4. marts: Håndværkskollegiet i Horsens/Learnmark

6. marts: AARHUS TECH

18. marts: EUC Syd – Aabenraa

25. marts: NEXT – København

27. marts: TEC – København