Den årlige Erhvervslivets Prisuddeling finder sted i november måned 2024 i Tønder. Lokale virksomheder kan nomineres til priserne fra mandag d. 12. august.
Arrangementet
Når Tønder Kommune og Tønder Erhvervsråd inviterer til den festlige prisuddeling, vil det i år finde sted på Schweizerhalle i Tønder.
“Erhvervslivets prisuddeling er blevet et årligt samlingspunkt for erhvervslivet i Tønder Kommune. Vi glæder os til at se jer og til at fejre vores virksomheds successer,” siger Peter Engel-Andresen, Erhvervsdirektør for Tønder Erhvervsråd.
Dørene åbner kl. 16.00, og festlighederne begynder kort efter.
Prisuddelinger
I løbet af aftenen vil følgende priser blive uddelt:
- Erhvervsprisen 2024 – Præmie 15.000 kroner sponsoreret af Sparekassen Bredebro
- Den Sociale Virksomhedspris 2024 – Præmie 10.000 kroner til 2 vindere sponsoreret af Tønder Kommunes Arbejdsmarkedsudvalg
- Tønder Kommunes CSR-mærke 2024-2025
- SMALLBusiness Prisen 2024 – Præmie 10.000 kroner sponsoreret af en udvalgt dommerkomité, som består af KALB, Rikke Andersen Marketing, Fotograf Kamilla Elming Lausten og vidste års prisvinder NOOVALL.
- Initiativprisen 2024 – Årets tema er ”Fællesskab” – Præmie 10.000 kroner sponsoreret af Tønder Erhvervsråds bestyrelse
Programmet
Der vil være mulighed for networking mellem præsentationerne, og som traditionen byder, vil der også være underholdning. Som noget nyt i år, vil der være afsat tid til at fejre alle prisvinderne og finalister ved et afterparty med god musik, cocktails og hyggeligt samvær.
Borgmester Jørgen Popp Petersen ser frem til at fejre erhvervslivet:
“Det er en glædelig begivenhed at uddele priser til erhvervslivet. Et velfungerende erhvervsliv er afgørende for kommunens udvikling. Jeg er særligt glad for, at vi har indarbejdet et socialt element i prisuddelingen. Virksomheder, der tager et socialt ansvar ved at tilknytte udsatte medarbejdere, anerkender vi med Tønder Kommunes CSR-mærke og Den Sociale Virksomhedspris,” siger han.
Indstil en virksomhed, du synes har udmærket sig
Kender du…
- en virksomhed, der har udmærket sig særligt i 2024 og aktivt bidraget til skabelsen af vækst, visioner og innovation?
- en virksomhed, der har vist bemærkelsesværdigt engagement, initiativ og bidrager til at fremme iværksætterkulturen og/eller erhvervslivet i kommunen?
- en virksomhed, der skiller sig ud ved at vise lokalt socialt ansvar?
Nominer din kandidat og giv dem et skulderklap!
Indstillingsperioden
Indstillingsperioden starter mandag d. 12. august. Alle kan indstille virksomheder til priserne. Indstillinger til Erhvervsprisen og SMALLBusiness-Prisen sker via Tønder Erhvervsråds hjemmeside, mens nomineringer til Den Sociale Virksomhedspris og ansøgninger om CSR-mærket kan findes på Tønder Kommunes hjemmeside. Kriterierne for priserne kan også findes på disse hjemmesider.
Vi glæder os til at modtage dine nomineringer og til at fejre de fantastiske bidrag fra vores lokale erhvervsliv!
FAKTA – Priserne
Erhvervsprisen
Erhvervsprisen overrækkes til en virksomhed eller person fra det lokale erhvervsliv i Tønder Kommune, der har udmærket sig særligt i året, der er gået, og som aktivt bidrager til skabelsen af vækst, visioner og innovation. Virksomheden eller personen fornyer sig og lader sig ikke begrænse af, hvad man gjorde, man skaber værdi ved at tænke nyt, har visionen om vækst og gør en forskel for lokalområdet.
De tre finalister udpeges af bestyrelsen for Tønder Erhvervsråd.
SMALLBusiness-prisen
SMALLBusiness-prisen tildeles en virksomhed, der har haft modet til at etablere virksomhed, drive eller har overtaget en virksomhed i Tønder Kommune med få ansatte. Prisen imødekommer nystartede iværksætter, men omfatter også de mindre virksomheder med op til 4 ansatte.
Prisen uddeles til den virksomhed, som har udvist bemærkelsesværdigt engagement og initiativ, og har skabt vækst i sin virksomhed. Virksomheden er en rollemodel, der med sit eksempel og drivkraft kan være med til at skubbe ligesindede til at ville vækste i deres virksomheder. Personen/virksomheden viser vovemod og besidder et innovativt mind-set, der er med til at drive virksomheden mod succes.
De tre finalister udpeges af en dommerkomité bestående af virksomheder, der brænder for at bakke op om de mindre virksomheder i kommunen, samt vinderen af sidste års SMALLBusiness-prisen. Komitéen består af KALB, Rikke Andersen Marketing, Fotograf Kamilla Elming Lausten og vidste års prisvinder NOOVALL
Initiativprisen
Initiativprisen gives til en virksomhed, organisation eller enkeltperson, som i det forgangne år har ydet et ekstraordinært initiativ, som forventeligt vil medføre en positiv udvikling for Tønder Kommune og/eller branding af Tønder Kommune. Prisens formål er at sætte fokus på de virksomheder, som har gjort en ekstraordinær indsats, dels i egen virksomhed og dels for lokalområdet. Initiativprisen er hvert år tematiseret og i år er temaet ”Fællesskab”. Det er bestyrelsen der udpeger vinderen.
Læs mere om Tønder Erhvervsråd priser under Erhvervslivets prisuddeling: https://tondererhvervsraad.dk/om-os/
Den Sociale Virksomhedspris
Den Sociale Virksomhedspris uddeles af Tønder Kommunes Arbejdsmarkedsudvalg til 2 lokale virksomheder, der har gjort en særlig indsats for at styrke det lokale rummelige arbejdsmarked i 2024.
Som noget nyt i år uddeles Den Sociale Virksomhedspris 2024 indenfor 2 temaer.
Den Sociale Virksomhedspris – Unge uddeles til en virksomhed, som gør en særlig indsats for at hjælpe unge ind på lokale virksomheder og/eller videre i uddannelsesverdenen.
Den Sociale Virksomhedspris – Inklusion uddeles til en virksomhed, som f.eks. ansætter borgere med psykiske/fysiske udfordringer i jobs, ansætter/fastholder seniorer eller gør en særlig indsats for opkvalificering af ufaglærte medarbejdere.
Vinderne af prisen udpeges af Tønder Kommunes Arbejdsmarkedsudvalg og henholdsvis en repræsentant fra Dansk Arbejdsgiverforening og en repræsentant fra Fagbevægelsens Hovedorganisation.
Indstil på: www.toender.dk/den-sociale-virksomhedspris
CSR-mærke Tønder Kommune
Tønder Kommunes CSR-mærke 2024-2025 gives til virksomheder, der tager et lokalt socialt ansvar. Med mærket får virksomheden en certificering af det sociale-, beskæftigelses- og uddannelsesmæssige ansvar og mulighed for at skabe positiv synlighed i lokalområdet og overfor samarbejdspartnere. Mærket kan søges af alle virksomheder, der opfylder kriterierne for tildeling af mærket, og der kan søges år for år.
Kriterierne for tildeling af mærket og ansøgning findes på: www.toender.dk/csr
Kilde: Tønder Kommune + Tønder erhvervsråd