Det var en aften fyldt med glæde, inspiration og netværksmuligheder, da Tønder Kommune og Tønder Erhvervsråd bød velkommen til Erhvervslivets Prisuddeling 2025.
Arrangementet, som har været en årlig tradition siden 2017, hylder erhvervsindsatsen i Tønder Kommune og sætter fællesskab, innovation og udvikling i centrum.
Fest og inspiration
Borgmester Jørgen Popp Petersen og erhvervsdirektør Peter Engel-Andreasen åbnede aftenen med at understrege vigtigheden af dialog og samarbejde mellem kommunen og erhvervslivet.
– Vi værdsætter jeres indsats for at skabe arbejdspladser og bidrage aktivt til vækst og udvikling i Tønder Kommune,” sagde borgmesteren blandt andet.
Aftenens deltagere blev forkælet med god mad, networking og et humoristisk oplæg fra Tommy Krabbe, som tog fat i både glæder og udfordringer på arbejdspladsen med sin vestjyske ironi og humor. Han tog sig kærligt af både “den trælse organisation” og hyldede de “trælse” kollegaer og situationer fra arbejdspladsen, som alle elsker at hade.
Priserne, der hylder det bedste indenfor erhvervslivet
I år blev priserne i fire kategorier samt CSR-mærker uddelt:
• Erhvervsprisen: Tildelt en virksomhed, der har udmærket sig ved vækst og visionære initiativer, der har positiv effekt i lokalområdet.
• SMALLBusiness-prisen: Tildelt en mindre eller nystartet virksomhed, som har vist særligt engagement og nytænkning.
• Initiativprisen: Tildelt en virksomhed, organisation eller person, der har gjort en bemærkelsesværdig indsats under tematikken “Det gode arbejdsliv”.
• Den Sociale Virksomhedspris: Tildelt to virksomheder, som har gjort en særlig indsats for at inkludere udsatte på lokale arbejdspladser.
Derudover blev et imponerende antal CSR-mærker 2025-2026 overrakt, som en anerkendelse af de lokale virksomheder, der bidrager til samfundsansvar og fremtidens arbejdskraft.
Årets vindere
Vinderen af Erhvervsprisen’25 blev Skærbæk Erhvervspark. Vinderen blev fundet gennem afstemninger på dagen blandt de deltagende medlemmer af Tønder Erhvervsråd. Skærbæk Erhvervspark har udviklet sig til et lokalt erhvervsfyrtårn, der samler virksomheder på tværs af brancher og skaber vækst. Med fokus på grøn omstilling, bæredygtighed og energioptimering bidrager parken til kommunens udvikling, skaber arbejdspladser og giver små og mellemstore virksomheder gode rammer for fælles vækst. Innovation, samarbejde og lokal forankring gør parken til en værdig prismodtager. Erhvervsprisen blev sponsoreret af Sydbank Tønder.
Det var også medlemmernes stemmer der afgjorde, hvem der skulle modtage SMALLBusiness-prisen’25. Prisen gik til Sara og Frank Sulkjær Hansen, skaberne af Adventure Minigolf Vadehavet i Ballum. Projektet startede i et gammelt maskinhus og er i dag et unikt adventure-univers inspireret af marsken, Vadehavet og Ballum Sluse. Virksomheden har vist bemærkelsesværdig vækst og udvikling gennem målrettet indsats og kreativ markedsføring. Adventure Minigolf Vadehavet bidrager aktivt til områdets turistliv og lokalsamfund ved at tilbyde en bæredygtig og sjov aktivitet for alle generationer. Prisen hylder iværksættere, der med mod, kreativitet og bæredygtig tankegang skaber vækst. Prisen blev sponsoreret af Løgumkloster Teltudlejning, Growbiz Syd og Auktionshuset Sønderjylland.
Tønder Kommunes Arbejdsmarkedsudvalg uddelte Den Sociale Virksomhedspris 2025. Indenfor temaet Inklusion løb Auktionshuset Sønderjylland med prisen imens Sportsefterkolen SINE modtog prisen indenfor temaet Unge. De to klostervirksomheder har udvist en særlig kreativ indsats for at fastholde og udvikle deres medarbejdere på særlige vilkår. De er samtidigt gode samarbejdspartnere for Jobcenter Tønder, hvor de løfter sårbare ledige ind på arbejdsmarkedet.
TM Tønder Håndbold udmærkede sig indenfor årets tema ”Det gode arbejdsliv” og vandt Initiativprisen. Vinderen er udvalgt af Erhvervsrådets Bestyrelse og der var ingen tvivl om, at de fortjente prisen. TM Tønder Håndbold er mere end en håndboldklub – det er en drivkraft for trivsel, fællesskab og udvikling i Tønder Kommune. Klubben arbejder aktivt for at skabe arbejdsfællesskaber, der styrker både spillere, frivillige og lokalområdet, og som samtidig bidrager til bosætning, kompetenceudvikling og integration af unge i kommunen. Prisen blev Sponsoreret af Tønder Erhvervsråds bestyrelse.
Slutteligt overrakte Tønder Kommune hele 58 CSR-mærker i år til en række virksomheder, der lever op til kravene om at tage et socialt ansvar og bidrage til fremtidens arbejdskraft.

