En million kroner på vej fra kommunen til handelsforeningerne Sønderborg, Nordborg og Gråsten

Udvalget for Erhverv og Grøn Vækst har godkendt Vores Sønderborgs handleplan for udmøntning af handelsinitiativer i 2022. I den forbindelse frigives en mio. kr. til realisering af initiativerne i handleplanen, der blandt andet dækker over Tour de France aktiviteter, sommermusik, Halloween og kongelig jul.

Vores Sønderborg har i samarbejde med Nordborg Handel og Gråsten Handel udarbejdet handleplanen for handelsinitiativer i 2022. Handleplanen har været præsenteret og drøftet i Advisory Board for Turisme, Handel og Kultur. Den indeholder blandt andet Påske event, Tour de France aktiviteter, sommermusik, Halloween, kongelig jul, kongelig modtagelse i Gråsten og Isskulpturfestival i Nordborg.

Udvalget for Erhverv og Grøn Vækst har drøftet og godkendt handleplanen og samtidig besluttet at frigive en mio. kr. til realisering af initiativerne i handleplanen.

– Det er vigtigt for os at sikre et attraktivt handelsliv og gode handelsoplevelser i Sønderborg Kommune, som er i tråd med Byrådets visioner om at skabe attraktive byer. Derfor glæder det mig, at vi har en handleplan for gode og aktiviteter, som kan være med til at skabe oplevelser for borgere samt turister, siger Kjeld Stærk, der er formand for Udvalget for Erhverv og Grøn Vækst.

Bjørn Allerelli Andersen, der er næstformand for Udvalget for Erhverv og Grøn Vækst, er meget tilfreds med bredden i handleplanen.

– Det er rigtig godt at se, at det gode samarbejde mellem handelsstandsforeningerne i Sønderborg Kommune giver en masse spændende initiativer. For de bliver både til glæde i alle tre byer, men der satses også på helt lokale arrangementer som blandt andet kongelig modtagelse i Gråsten og Isskulpturfestival i Nordborg, og som sidegevinst støttes også kulturlivet ved de lokale arrangementer, siger han.

En ny organisering for samarbejdet mellem turisme-, handels- og kulturaktørerne i Sønderborg Kommune samt sammensætningen af medlemmerne i Advisory Board for Turisme, Handel og Kultur blev godkendt i april 2021. Som led i den nye organisering blev der indgået aftale med Vores Sønderborg om udmøntning af initiativer på handelsområdet, som skal godkendes af Udvalget for Erhverv og Grøn Vækst.

Kilde: Sønderborg Kommune