En enkelt vaskebjørn løser ikke udfordringen med invasive arter

Forleden blev der nedlagt en vaskebjørn tæt ved vadehavet. En såkaldt “invasiv” art.

Betegnelsen invasiv art gælder eks. vaskebjørn, mårhund og nilgås. Sidstnævnte kan man i øvrigt nyde synet af ude ved Rens. Faretruende tæt på storkereden.

Parret nyder livet ved søen.

Invasiv art kan næsten beskrives som ukrudt i haven.

Det er uønsket.

Det samme gælder vaskebjørn, nilgås, mårhund og andre.

De hører ikke til den oprindelige danske fauna.

Skarven æder også halvstore ørreder.

Skarven er en af de største udfordringer

Skarven er ikke en invasiv art. Den hører til oprindeligt i Danmark.

I dag er der skønsmæssigt 30.000 yngelpar i Danmark.

Bestanden æder tonsvis af fisk – hver eneste dag og er en hård konkurrent til menneskernes fiskefangst.

Og den er om nogen årsag til at ålekvabben nærmest skal på den røde liste, hvis den ikke allerede er der.

Kigger man 20 år tilbage blev antallet af skarver holdt nede på et “acceptabelt” niveau ved at sørge for at de enkelte årgange ikke blev for store.

Dvs. man sørgede ganske enkelt for at ødelægge æggene.

Det udføres ikke mere i dag.

Reduceringen eller reguleringen som det hedder officielt er overladt til dem det går ud over. Dambrugsejere og andre, der lider økonomiske tab.

Og det er kun ganske enkelte, der regulerer skarven.

Det officielle tal for nedlagte skarv bevæger sig på omkring 5.000 stk. om året.

Det er alt for lavt et antal såfremt ønsket er at reducere antallet af skarv.

Det samme gælder som sådan også for mårhunden og vaskebjørnen.

De er fremme om natten og det siger sig selv at det et fåtal af jægere, der vil gøre en indsats på det område.

Såfremt der skal ske noget effektivt skal det ske via et lovindgreb, og det ligger nok ikke lige for.

Kilde: Bl.a Nationalpark Vadehavet.