For femte år i træk viser Kodas kønsstatistik, at det halter gevaldigt med ligestillingen i dansk musik, hvor kun 10 procent af de penge, Koda udbetaler, havner i de kvindelige musikskaberes lommer. Samtidig er kvinders andel blandt de højest indtjenende den laveste i fem år. Kodas forperson kalder det nedslående og opfordrer til, at hele branchen tager ansvar.
Musik fra kvindelige sangskrivere og komponister bliver kun spillet i et omfang, der gør, at de modtager 10 procent af Kodas samlede udbetalinger.
Det er stadig konklusionen efter den femte kønsstatistik i træk, som Koda står bag. Kvinderne, der blot udgør 20 procent af Kodas medlemmer, modtager nemlig kun 10 procent af de samlede udbetalinger fra områder som streaming, radio, TV og koncerter.
– Vi når aldrig i mål, hvis ikke vi får hele musiklivet til at trække i den samme retning – Loui Törnqvist
Samtidig er kvinders andel blandt de højest indtjenende faldet støt siden den første kønsstatistik udkom i 2020, og andelen er lige nu den laveste i perioden. For andet år i træk er der ingen kvinder på top 10-listerne over de mest indtjenende rettighedshavere på Kodas største udbetalingsområder.
– Den store og nedslående nyhed er, at der i fem år ikke har været nogen generel positiv udvikling,” udtaler Loui Törnqvist, forperson i Koda og slår fast, at hele musikbranchen må tage ansvar og sammen løse problemerne med den store ulighed i dansk musik.
Kilde: Koda