DSB – Skal du med toget, så undgå den 23. december…

Juletid er rejsetid for mange i Danmark. I år er absolut ingen undtagelse. Og denne jul tegner til at blive en af de travleste på skinnerne nogensinde.

DSB har ved indgangen til december sat rekord i salget af pladsbilletter og Orange-billetter i julen. Omkring 90.000 har allerede sikret sig en billet hjem til jul, hvor der på samme tidspunkt sidste år var solgt 60.000. Det er en stigning på 50%.

I 2023 blev der solgt lidt over 200.000 pladsbilletter til juledagene, og DSB forventer i år en endnu travlere jul med op mod 275.000 rejsende.

23. december bliver årets travleste rejsedag

Juleaften falder i år på en tirsdag, og det er med til at fordele trafikken ud på flere dage. Lige nu er forventningen at den 23. december bliver julens travleste rejsedag med omkring 40.000 rejser skarpt forfulgt af 21. og 22. december.

”Vi kan se, at endnu flere forventer at rejse med DSB i juledagene i år, og mange planlægger tidligere end andre år. Selvom juletrafikken i år spreder sig ud over flere dage, så anbefaler vi at man ikke venter for længe med at planlægge og købe sin rejser”, fortæller siger DSB’s informationschef Tony Bispeskov.

Flere rejser billigt

DSB har igen i år haft en særlig Orange-julekampagne op til jul, og der er rift om billetterne. Lige nu ligger antallet af solgte billetter 57% højere end samme periode sidste år. Antallet af solgte Orange-julerejser ligger lige nu på omkring 310.000, og kampagnen forsætter frem til og med 11. december

”Skal man med toget hjem til jul, så er det en rigtig god idé at planlægge sin rejse snart. Der er stadig billetter at få – også de billige Orange-billetter – men vi ved, at når vi rammer dagene lige op til jul, så er der udsolgt på mange afgange,” fortæller Tony Bispeskov

Godt hjem til jul

Rejser man den 23. december så har DSB sammen med Banedanmark særlige juleguider på udvalgte stationer, der gør en ekstra indsats for at sende de

rejsende hjem til jul. Der vil være julehygge og sangkor og ekstra medarbejdere til at sende kunderne godt af sted og svare på spørgsmål.

Fakta

• For DSB løber juletrafikken i år fra den 20. december til 29. december.

• Den 23. december står til at blive årets største udrejsedag, mens den 26. december ser ud til at blive den største hjemrejsedag.

• Sidste år var d. 22. december den travleste rejsedag mellem landsdelene med mere end 35.000 rejsende.

• Op til jul er der flest rejsende fra øst mod vest, mens det omvendte gør sig gældende efter jul

• Den travleste strækning op til juleaften er mellem København og Aarhus efterfulgt af strækningen København-Odense og København–Fredericia.

• DSB forventer i år omkring 300.000 rejsende i fjern- og regionaltogstrafikken i juledagene.

Kilde: DSB