DSB: Resultat før skat udgjorde i 1. halvår et overskud på 375 mio. kr.

  • DSB har i 1. halvår 2023 haft 80,4 mio. rejser. Det svarer til en stigning på 14 procent i forhold til 2022 , hvor januar var påvirket af restriktioner afledt af COVID-19
  • I 2. kvartal 2023 lå antal rejser på 41,0 mio. Det er 4 procent flere end i samme kvartal 20221
  • Kundepunktligheden er høj og stabil for S-tog, men udfordret for Fjern- & Regionaltog
  • For at imødekomme øget efterspørgsel er lejede togvogne indsat i den internationale togtrafik
  • Design af IC5-eltogsæt præsenteret
  • Overenskomststridige arbejdsnedlæggelser har medført 190.000 færre rejser og påvirket driften negativt i juni til stor gene for kunderne
  • Indkøb af fremtidens førerløse S-tog er sendt i udbud

Resultat i 1. halvår
I 1. halvår udgjorde resultat før skat et overskud på 375 mio. kr. mod 259 mio. kr. i 2022. Resultatet i 2023 er ud over vækst i omsætning og stigende omkostninger særligt påvirket af erstatning modtaget i 1. kvartal på ca. 200 mio. kr. fra en tidligere leverandør og af højere energipriser med ca. 100 mio. kr.

Kunderne er vendt tilbage

Korrigeret for afgivet trafik lå antal rejser 14 procent over antallet i 1. halvår sidste år. Det skyldes især fremgang i antal rejser med S-tog og på Sjælland. Kunderne er tilbage trods udfordringerne med kundepunktligheden i Fjern- & Regional-tog. DSB arbejder aktivt på at reducere udfordringerne blandt andet ved at have ekstra fokus på robustheden i køreplanerne.

Kundepunktlighed

Det digitale signalsystem på S-banen har været med til at sikre en stabil og høj kundepunktlighed for S-tog i 1. halvår. 95,9 procent af kunderne er ankommet punktligt.

Efter en solid start på året med høj kundepunktlighed i årets første 3 måneder har punktligheden for Fjern- & Regionaltog været udfordret i 2. kvartal. Samlet for 1. halvår har kundepunktligheden ligget på 72,9 procent. Udfordringerne hænger især sammen med de omfattende infrastrukturarbejder, der har været i forsommeren, og som fortsatte henover sommeren. Hertil kommer store indkøringsvanskeligheder med Banedanmarks nye signalsystem på den direkte togforbindelse mellem Næstved, København H og Nivå via Køge. Begge forhold har desværre været til stor gene for kunderne. Kundepunktligheden er udtryk for den procentvise andel af kunder, der er ankommet punktligt til deres slutdestination med mindre end 3 minutters forsinkelse. Selvom punktligheden i Fjern- & Regionaltog er udfordret, skal det dog bemærkes, at mere end 7 ud af 10 kunder kommer frem til deres slutdestination med mindre end 3 minutters forsinkelse, og 9 ud af 10 kunder med mindre end 10 minutters forsinkelse.

Kilde: DSB