Haderslev Kommune vil røgen helt til livs i idrætsanlæg og – foreninger. Der skal ske en indsats, så børn og unge ikke oplever røg og snus i forbindelse med idræt.
Børn og unge skal ikke spille fodbold med tobaksrygende forældre på sidelinjen eller finde snusposer udenfor hallen. En undersøgelse viser, at tre ud af fire danskere foretrækker, at idrætsanlæg og sportspladser er røgfri, og derfor vil Haderslev Kommune gerne slukke røg og droppe snus og nikotin de steder.
”For forældre kan det være rart at vide, at deres børn færdes et sted, hvor der er en sund kultur i forhold til røg, snus og nikotin. I vores sundhedspolitiske pejlemærker har vi stort fokus på røgfri miljøer og også et røgfrit fritidsliv, og det har stor betydning, at vi har opbakning og et godt samarbejde med idrætsfaciliteterne og foreningerne i kommunen”, siger Allan Emiliussen, formand for Senior- og Sundhedsudvalget i Haderslev Kommune.
Haderslev Kommune har derfor indgået et samarbejde med DGI Tobaksfrit Idrætsliv. Partnerskabet tager afsæt i en målsætning, hvor idrætsanlæg og idrætsforeninger skal tilbyde røg- og snusfri rammer – ude som inde – så børn og unge undgår at tillægge sig dårlige vaner, når de dyrker idræt. Partnerskabet indebærer et tæt samarbejde med idrætslivet omkring målet om et tobaksfrit idrætsliv.
”Vi skal bruge idrættens aktører fx trænere, som de gode rollemodeller for børn og unge, så vi sammen kan udvikle kulturen omkring det sunde idrætsliv, hvor der ikke opleves synlig brug af røg, snus eller andre nikotinprodukter, og på den måde kan idrætten være med til at understøtte tobaksforebyggelsen” siger Allan Emiliussen.
DGI tobaksfrit Idrætsliv har siden marts 2021 samarbejdet med idrætsforeninger og idrætsfaciliteter omkring tobaksfri idræt for børn og unge. Erfaringerne er, at hvis man inddrager samarbejdspartnere, er der større sandsynlighed for succes. Direktør for DGI Sønderjylland, Thomas Sørensen, siger:
”Erfaring fra projektet har vist at samarbejde på tværs af DGI, kommune samt anlæg og foreninger kan understøtte det i forvejen gode arbejde som idræts- og foreningslivet står for. Med projektet ønsker vi at skabe en adfærdsændring, og derfor går vi i dialog med idrættens aktører for at de tager medejerskab af et attraktivt og tobaksfrit idrætsliv”
I Haderslev skal der samarbejdes med de store idrætsanlæg og tilknyttede foreninger i hele Haderslev Kommune. Kjeld Thrane, formand for Kultur- og Fritidsudvalget siger:
”Vi ønsker at involvere anlæg og foreninger, så de er med til at sætte rammen for, hvordan vi kan løfte opgaven. Det er vigtigt i forhold til samarbejdet, at der ikke er fokus på forbud, men at det er den involverende tilgang og venlige henstillinger, der skal sikre, at vi når i mål. Derfor håber vi på stor opbakning fra anlæg og foreninger”
Partnerskabet for tobaksfrit idrætsliv løftes af en projektgruppe, hvor både Sundhed og Forebyggelse samt Kultur og Fritid er repræsenteret samt projektleder for DGI Tobaksfrit Idrætsliv, Tina Emiliussen Thomsen, som ser frem til at udfolde indsatsen i samarbejde med idrætsanlæg og foreninger.
Fakta:
En undersøgelse som TrygFonden, Kræftens Bekæmpelse og Hjerteforeningen har fået foretaget viser, at 70% af de adspurgte ønsker tobaksfrie rammer, når de færdes i idrætslivet.
Læs mere her: Ny måling: Et flertal af danskerne foretrækker røgfri udearealer (cancer.dk)
Kilde: Haderslev Kommune
