Som følge af den fortsatte udbredelse af COVID-19 i Danmark har Hendes Majestæt Dronningen besluttet at aflyse nytårstaflet for regeringen, Folketingets formand, repræsentanter for det officielle Danmark og Hoffet den 1. januar 2021.
De efterfølgende nytårskure for Højesteret, Den Kongelige Livgardes og Gardehusarregimentets vagtgående Officerskorps, det diplomatiske korps, Forsvaret og Beredskabsstyrelsen, I., II. og III. rangklasse samt repræsentanter for større landsorganisationer og kongelige protektioner, der skulle have fundet sted den 4. og 5. januar 2021, aflyses ligeledes.
I Dronningens regeringsperiode er den traditionsrige nytårsfejring i Kongehuset kun blevet aflyst én gang før. Det skete i 2005 som følge af tsunamien i Sydøstasien i julen 2004.
Der vil i stedet blive afholdt en mindre nytårskur på Christiansborg Slot den 4. januar 2021 for statsministeren og enkelte andre repræsentanter for det officielle Danmark.
Der vil fra nytårsdag og en uge frem være mulighed for at fremsende en digital nytårshilsen til Dronningen på Kongehusets hjemmeside www.kongehuset.dk.
Dronningen holder traditionen tro nytårstale den 31. december 2020 klokken 18.00.
Be the first to comment on "Dronningen aflyser"