DM i Badminton: Ældre og ledige inviteres til gratis badminton i Sønderborg

Fra onsdag den 7. februar foregår DM i Badminton i Sydjysk Sparekasse Skansen i Dybbøl. I den forbindelse inviterer to lokale badmintonklubber ældre og ledige til en gang gratis badminton. Alle er dog velkomne. Det sker som et side-event til DM-stævnet i Dybbøl.

Det er Lysabild/Tandslet Badminton og Dybbøl Badminton, som åbner haldøren, så ældre og ledige kan komme ud og prøve badminton. Deltagerne får endda en gevinst med hjem ud over motionen, nemlig to tilskuerbilletter til DM i Badminton.

Der er ingen tilmelding, og det er gratis at deltage. Der er mulighed for at møde op følgende mandage: 15. januar, 22. januar, 29. januar, 5. februar og 12. februar i tidsrummet 10-11. Mødestedet er enten Sydals-Hallen, Mommarkvej 352, 6470 Sydals eller Sydjysk Sparekasse Skansen, Aabenraavej 25a, 6400 Sønderborg.

Der vil være en instruktør til at tage imod de fremmødte. Husk indendørs sko.

Det er første gang, at Sydjysk Sparekasse Skansen slår dørene op til VICTOR DM 2024, som er det officielle Danmarksmesterskab for seniorspillere. Her deltager landsholdsspillere, eliten og de yngre talenter. 

Mesterskabet bliver spillet fra onsdag den 7. februar til og med lørdag den 10. februar. Det er Badminton Danmark og Dybbøl Badminton, der er arrangør af DM-stævnet i 2024. Det gentages i 2025 og 2026.

Tilskuere kan købe billetter her: https://mesterskab.badminton.dk/victor-dm/

Kilde: Sønderborg Kommune