31 elever på fjerde årgang på Tinglev Skole var de første til at teste Aabenraa Biblioteker og Kulturhuses nye teknologilaboratorium. I næste uge åbner det stationære i NygadeHuset klar.
En fin guldsaks gled tirsdag middag lydløst gennem et rødt bånd og markerede åbningen af det mobile Makerspace under Aabenraa Biblioteker og Kulturhuse.
Makerspacet er skolernes rejsende ven og skal tage ud til lokale skoler og dagtilbud, så de unge kan lege med og lære om teknologier og programmering.
Tirsdag var det 31 elever på fjerde årgang på Tinglev Skole, der tog de mobile makerspace i brug.
Fokus var på Legos programmeringsklodser WeDo. WeDo lærer børnene at skabe idéer og modeller og samtidig træne vigtige færdigheder som kommunikation, samarbejde, kritisk tænkning og kreativitet.
Den centrale idé med makerspaces er, at det er egne idéer og kreative energier, der driver værket. Her er ingen på forhånd givne løsninger og ingen passive tilskuere.
I Makerspace Aabenraa kan du i fællesskab få ny viden om teknologi og de konsekvenser, teknologien har og dermed den indflydelse, den kan få på vores fælles fremtid.
Makerspace Aabenraa er et teknologiprojekt, der er støttet af Villum Fonden og drives af Aabenraa Biblioteker og Kulturhuse. Projektet løber fra 2020 til 2022.
I projektet ”Makerspaces i Aabenraa Kommune – både stationært og mobilt” er der to makerspaces; et mobilt makerspace, der skal tage ud til lokale skoler og dagtilbud, og et stationært i NygadeHuset i Aabenraa. Makerspace Nygade, der åbner i næste uge.
Sofia førte guldsaksen, mens kammeraten Simon holdt det røde bånd, da Aabenraas mobile Makerspace blev indviet af fjerde årgang på Tinglev Skole.
Lego WeDo er progammerbare lego-klodser, der blandt andet lærer eleverne at være kreative, at samarbejde og at programmere.
Be the first to comment on "Debut til Aabenraas mobile Makerspace"