De grønne Pigespejdere Rødekro inviterer piger og unge kvinder til naturoplevelser: – Tag din veninde med eller kom selv og oplev fællesskabet…

De grønne Pigespejdere Rødekro holder til på Spejdergården, Ringvej 6a i Rødekro hver onsdag kl 19.00 og starter aktuelt et projekt op, der skal være med til at give unge piger og kvinder i alderen fra 15 til 16 år gode naturoplevelser og fælleskab.

Projekt over to år

Udgangspunktet for fællesskabsprojektet er, at mange har en travl og ofte krævende hverdag og specielt mange kvinder ikke får kigget på deres behov for stærkere fællesskaber, nærvær og mulighed for at koble af fra hverdagens pres.

Det gælder både skole, uddannelse og arbejde.

– Naturen kan være med til at give ro, perspektiv og plads til fordybelse, mens fælles oplevelser styrker relationer, selvtillid og følelsen af at høre til, lyder det fra De grønne Pigespejdere.

Projektet kan være med til at skabe et trygt og inspirerende fællesskab for kvinder, hvor samvær, læring og personlige oplevelser er i centrum.

Projektets formål er at samle kvinder på tværs af alder, baggrund og overbevisning i et inkluderende fællesskab – hvor der er plads til både humor, udvikling og fordybelse.

Gennem fælles aktiviteter i naturen skal deltagerne:

• Opbygge nye venskaber og relationer

• Styrke sammenhold og fællesskabsfølelsen

• Udvikle nye færdigheder og mod til at udfordre sig selv

• Opleve øget selvtillid og selvværd

• Finde ro og nærvær igennem ophold i naturen

– Vi leder efter piger, der søger et fællesskab hvor de kan trives på den lange bane. Et fællesskab med positive oplevelser, grin, genfinde pladsen i livet, have et pusterum, der er anderledes, opleve eventyr de ellers ikke ville komme på – alt det og så meget mere.

Vision er lagt og målet for projektet er at danne en selvkørende Rangergruppe, der også efter projektets ophør samler piger i et fælles forum der gør pigerne stærke i fællesskabet og styrker deres mentale sundhed ved at være en del af denne fantastiske gruppe.

– Vi opfordrer alle piger til at melde sig , kig ind, tage veninden med under armen.

Sammen kan det blive til gode oplevelser med kanoture, klatreeventyr i Sverige, vildmarkstur i Nordnorge.

– Og hvem ved, måske bliver du den næste deltager i Alene i Vildmarken?