Danskerne har milliarder til gode i feriepenge – Har du selv tjekket om du har nogen til gode?

741.000 danskere har sammenlagt 3,7 mia. feriepenge til gode for ferieåret 2021/2022. Det er en god idé at tjekke, om du har feriepenge til gode på www.borger.dk/bestil-feriepenge. Har du feriepenge til gode, skal du holde ferien inden den 31. december 2022.

FerieKonto, der administreres af ATP, sendte i efteråret 1,4 millioner breve til danskere, der har feriepenge til gode for ferieåret 2021/2022. En stor del af feriepengene er allerede udbetalt, men knap halvdelen har fortsat ferie til gode, som de skal holde inden den 31.december 2022.

Penge til strømregningen og julegaverne

De 3,7 mia. kr., som danskerne har til gode, er penge, der potentielt lander på et tørt sted i en dyr juletid, hvor inflation og udgifter er på himmelflugt.

”De 741.000 danskere, der endnu ikke har bestilt deres feriepenge, er timelønnede lønmodtagere og fratrådte funktionærer, der enten har skiftet job eller nu er ledige. De har tilsammen optjent 3,7 mia. i feriepenge, som de kan få udbetalt, hvis de holder ferie og bestiller pengene på borger.dk”, siger koncerndirektør Anne Kristine Axelsson.

Om årsagen til, at der fortsat er milliarder til gode, siger Anne Kristine Axelsson: ”Det er svært at sætte en finger på, hvad der præcist er årsagen til, at der stadig er så mange, der ikke har bestilt deres feriepenge. Forventningen er, at der vil blive bestilt en del feriepenge i forbindelse med julen, men erfaringen er, at langt fra alle feriepenge bliver bestilt. Derfor opfordrer vi kraftigt til, at man tjekker, om man skulle have feriepenge til gode. Når det er sagt, vil der også være lønmodtagere, der er forhindret i at holde ferie, som har mulighed for at få overført ferien næste år.”

Man kan bestille sine feriepenge og læse mere på www.borger.dk/ferie.

Fakta

•Der er 3,7 mia. kr. i feriepenge, der endnu ikke er bestilt.

•Det er feriepenge for ferie, der skal afholdes inden den 31. december 2022

•Ca. 741.000 danskere har feriepenge til gode

•På www.borger.dk/bestil-feriepenge kan man se, om man har feriepenge til gode.

Hvad sker der med de feriepenge, der ikke bliver bestilt?

Hvis man har afholdt ferie i ferieåret 2021/2022, men ikke har bestilt sine feriepenge, kan man bestille dem indtil den 30. september 2023. Herefter bliver feriepengene overført til en feriefond.

Kilde: ATP