Danskerne er klar til at støtte lokale spisesteder efter genåbningen – og Café Retro på Rømø glæder sig til fulde huse

Flertallet af syddanskerne er klar på at komme ud af hjemmets rammer og indtage deres yndlings-restauranter og caféer. I en helt ny YouGov-undersøgelse, som Smartbox har fået foretaget, svarer langt over halvdelen, at de forventer at tage ud at spise i den kommende måned. Det vækker glæde og optimisme hos de lokale spisesteder – blandt andet på Café Retro. Der er dog behov for lidt betryggelse hos flere gæster. 

Har du savnet at tage ud at spise uden maske, slippe for coronapas-bøvlet og til at blive hængende til midnat eller senere? Så er du langt fra alene!

I en ny landsdækkende undersøgelse, som YouGov har foretaget for Smartbox, er det tydeligt at se, at danskerne har savnet at tage ud at spise uden at føle sig begrænset af restriktioner.

59 procent af syddanskerne svarer, at det er sandsynligt eller endda helt sikkert, at de tager på café eller restaurant indenfor den kommende måned.

Opbakning til lokale spisesteder

Det vækker glæde hos regionens spisesteder. Hos Café Retro i Lakolk Butikscenter har de længe set frem til en normal hverdag med fyldte borde og hyggelige selskaber.

”Vi åbnede d. 21. maj 2020, så vi har kun oplevet at drive forretning under corona. Derfor glæder vi os til at se, hvordan det kører, hvis det kan blive en normal sæson uden restriktioner. Det har vi haft brug for, og vi glæder os til at give en masse kunder en god service og byde dem velkommen hos os,” fortæller en forventningsfuld Betty Laursen, der ejer Café Retro.

Hos Smartbox, som er landets største udbyder af oplevelsesgaver, bl.a. til mange syddanske caféer og restauranter, glæder man sig over, at syddanskerne er klar til at tage ud og få fælles oplevelser.

”Nu kan vi igen tage ud sammen og skabe fælles oplevelser, og vores undersøgelse viser, at danskerne er klar. Det er vigtigt, at vi nu bakker op om alle dem – restauranter, forlystelsesparker, teatre og hoteller – der skaber oplevelser for os. De har brug for det efter to hårde år,” siger René Drewsen, Landechef hos Smartbox.

Stadig har brug for tryghed

Når syddanskerne igen indtager deres yndlingscafé eller restaurant, sker det for de fleste uden bekymringer. I Smartbox’ YouGov-undersøgelse svarer 16%, at de slet ikke eller i mindre grad ville føle sig trygge ved at skulle ud at spise, mens 51% svarer, at de i høj grad eller meget høj grad føler sig trygge ved at spise ude.

”Vores undersøgelse viser, at selvom vi er klar til at tage ud at spise, er der stadig brug for tryghed. Vi tilbyder flere hundreder oplevelser i Syddanmark, og restauranter og caféer er meget opmærksomme på at skabe trygge og sikre rammer for kunder og personale. Vi ved, at mange har en oplevelsesgave liggende, og mange overvejer måske at give en oplevelsesgave. Gør det og støt det lokale forretningsliv, og få skabt nye minder sammen. Det trænger vi vist alle til,” siger René Drewsen fra Smartbox.

Spritten bliver stående

Hos Café Retro går man langt for skabe trygge rammer for gæster og personale og opfordrer til, at man viser hensyn.

”Vi har valgt at bibeholde vores standere med håndsprit, så folk kan bruge det, når de går ind. De kan også se, at når vi rydder bordene, så tørrer og spritter vi dem af, og det bliver vi ved med efter, at restriktionerne er afskaffet. Det er for at vise folk, at de kan være trygge ved at sidde her. Vi glæder os til at give dig en hyggelig og tryg oplevelse,” fortæller Betty Laursen med et smil.

Se mere om Cafe Retro på Rømø her