Dansk Sygeplejeråd: En vinterpakke gør ingen sommer

Arkivfoto: Foto: Erik Egvad Petersen

Dansk Sygeplejeråd hilser den ekstra milliard til sygehusene i den såkaldte vintercoronapakke velkommen. Men det løser hverken de strukturelle problemer i sundhedsvæsnet eller sygeplejerskernes store lønefterslæb.

Regeringen, SF, Radikale Venstre, Enhedslisten, Alternativet og Kristendemokraterne blev søndag aften enige om en coronavinterpakke på 1 mia. kroner til regionerne, der skal ’styrke sygehusvæsenets robusthed over vinteren’, som det hedder i en pressemeddelelse fra Finansministeriet. Dansk Sygeplejeråd mener det er en tiltrængt vinterpakke til sundhedsvæsenet.

– Det er vigtigt, at der bliver fokuseret på fastholdelse af sundhedspersonalet.  Sygeplejerskerne står i en svær situation og der er stort brug for, at man kan fastholde medarbejdere og tiltrække nogle af dem, som har forladt området. Det vil vi gå ind i forhandlinger med regionerne om og jeg er spændt på, hvordan regionerne vil kaste sig ind i det her, siger Dansk Sygeplejeråds formand, Grete Christensen.

– Det her er en midlertidig hjælp til de store problemer i sundhedsvæsenet – men vi har endnu til gode at løse de grundlæggende problemer med mange års underfinansiering og alt for stor travlhed. Og det løser ikke det historiske lønefterslæb for sygeplejersker og andre kvindedominerede faggrupper. Vinterpakken her gør ingen sommer. Der ligger stadig et meget stort arbejde foran os, for at skabe ordentlige forhold – både på sygehusene og ude i kommunerne, siger Grete Christensen.

Hun glæder sig over, at den aftalte milliard kroner bliver holdt uden for den reguleringsordning, som skal sikre balancen mellem lønudviklingen i den offentlige og den private sektor.

Læs mere om aftalen her:

Delaftale om coronavinterpakke skal styrke sygehusvæsenet (fm.dk)

Kilde: Dansk Sygeplejeråd