Dagen efter stormen Malik – hvad siger Stormrådet?

Dagen efter stormen Malik - der skal fjernes nedfaldne grene og kviste. Foto: Erik Egvad Petersen - www.sydnyt.dk

Der hersker travlhed hos mange forsikringsselskaber i dag. Skaderne skal meldes. Og der er travlt mange steder med at fjerne knuste genstande, ødelagte trampoliner og nedfaldne grene og kviste fra landevejene.

Stormrådet: Her var der stormflod den 30. januar 2022

Stormrådet har i dag afgjort, hvilke dele af landet, der har været stormflod i efter stormen Malik i weekenden. Stormrådets afgørelse har betydning for muligheden for at få erstatning for de skader, som stormen kan have forvoldt.

Stormrådet har i dag afgjort, at der var stormflod på følgende steder efter stormen Malik:

  • Mellem Juelsminde Havn og Kolding Havn
  • Mellem Bogense Havn og Assens Havn
  • Mellem Kerteminde Havn og Fåborg Havn
  • Mellem Hornbæk og Havnebyen på Sjællands Odde, inklusive Roskilde Fjord og Isefjord

Stormrådets afgørelse betyder, at skaderamte i de udpegede områder har mulighed for at søge om erstatning for skader på bygninger eller løsøre, der er opstået som følge af de oversvømmelser, som stormfloden har medført. 

Se kort over de berørte områder

Stormflod er en oversvømmelse, der skyldes ekstrem høj vandstand i havet. Stormfloder i Danmark varierer meget i styrke og kan ramme kysterne i månederne oktober til april.

Det er Stormrådet, som afgør, hvorvidt der har været stormflod i et område på et givet tidspunkt. Afgørelsen træffes efter udtalelse fra DMI og Kystdirektoratet. For at der kan erklæres stormflod, skal der være tale om en hændelse, som statistisk sker sjældnere end hvert 20. år.

FAKTA: Hvad gør du, hvis du har haft stormflod?

  • Anmeld skaderne til det forsikringsselskab, hvor du har din brandforsikring senest den 1. april 2022. Du skal anmelde elektronisk på www.stormbasen.dk eller ved at kontakte dit forsikringsselskab.
  • Når skaden er anmeldt, får du besøg af en taksator, som opgør skaden. Forsikringsselskabet træffer herefter afgørelse om eventuel erstatning. Afgørelsen afhænger af en konkret vurdering af de enkelte skader i henhold til lovgrundlaget.

FAKTA: Stormrådet

Stormrådet er et uafhængigt råd. Rådets medlemmer er en uafhængig formand og repræsentanter fra kommuner, ministerier, forsikringsselskaber og Forbrugerrådet TÆNK. Rådet har til opgave at afgøre, om der skal udbetales erstatning for skader efter oversvømmelse og stormfald, og om der har været stormflod. Det er forsikringsselskaberne, der modtager og behandler anmeldelser af stormflodsskader og afgør, om der skal udbetales erstatning i den enkelte sag.  

Lov om stormflod og stormfald