Energiselskabet OK køber en del af Coop Danmark. I en historisk aftale mellem Coop amba og energiselskabet OK tilføres Coop Danmark to milliarder DKK i ny kapital. Kapitalindsprøjtningen skal sikre Coop Danmarks udfordrede økonomi samt styrke Coop Danmarks investeringsevne. Med aftalen får OK bestemmende indflydelse over Coop Danmark.
Efter seks måneders forhandling fremlægger Coop amba og OK nu en aftale, der sikrer dagligvarekoncernens økonomi og atter kan gøre Coop Danmark konkurrencedygtig og lønsom. Aftalen er indstillet til endelig beslutning på Coop ambas landsrådsmøde fredag den 19. april.
”Med OK har Coop Danmark fundet den helt rigtige partner. OK har en stærk økonomi, vi har begge rødder i andelsbevægelsen, og vi samarbejder allerede omkring OKs tank- og el-lade stationer. Derudover kommer OK med stærke kompetencer på dagligvarehandel,” siger Coop Danmarks CEO Kræn Østergaard Nielsen, der har stået i spidsen for forhandlingerne fra Coop Danmarks side.
Som en del af aftalen tilfører parterne Coop Danmark to milliarder kroner, der skal styrke virksomhedens eksisterende dagligvare brands SuperBrugsen, Kvickly, Brugsen og 365discount. Pengene fra Coop amba, der er foreningen bag Coop Danmark, kommer blandt andet via frasalg af en del af foreningens aktiver, herunder Coop Bank.
OK får bestemmende indflydelse over Coop Danmark
Aftalen betyder i grove træk, at Coop amba og OK får et 50/50 ejerskab, men OK får bestemmende indflydelse over Coop Danmark uanset ejerandele. Afhængigt af udviklingen kan ejerandelene komme til at variere.
”Aftalen sikrer ro om Coop Danmarks økonomi – og dermed også om de mange OK-stationer, ladestandere og vaskehaller, som i mange tilfælde ejes og drives på franchisebasis af Coop Danmark eller de selvstændige Brugsforeninger. Og så tror vi på, at kapitaltilførslen og partnerskabet kan bidrage til, at Coop Danmark finder tilbage til kernen i det at drive en sund dagligvarevirksomhed centreret om de klassiske og stærke Coop-brands,” siger OKs CEO Michael Løve, der selv har en fortid som direktør for Netto, SuperBrugsen og Storbritanniens største byggemarkedskæde B&Q.
Aftalen indebærer blandt andet, at der skal indføres enklere beslutningsgange i Coop Danmark, så evnen til at omstille og udvikle virksomheden accelereres. Aftalen ligger derfor i naturlig forlængelse af Coop Danmarks nye governancestruktur, hvor ledelsesretten over forretningen entydigt vil ligge i bestyrelsen i Coop Danmark A/S.
Pernille Skipper, der de facto er fredsvalgt som ny formand for Coop amba og derfor tiltræder som ny formand på Coops ambas landsråd den 20. april, siger om aftalen:
”Foreningens grundlæggende opgave er at sikre gode dagligvarer til danskerne, og derfor er det helt naturligt, at foreningen må være til for forretningen. Det er førsteprioritet. Samtidig er vi heldigvis også enige om, at der ikke findes et Coop Danmark, som vi ønsker det, uden andelsforeningen, og at en tydeligere forening og mere opmærksomhed om de værdier, der gør Coop til noget særligt, også gavner forretningen”.
Foreningen
I forbindelse med aftalen har parterne udarbejdet et forståelsespapir med titlen ”Forenet om Forretning”, der formulerer rammerne og en fælles forståelse for det fremtidige samarbejde mellem foreningen og forretningen.
”Coop amba skal med sine to millioner medlemmer være med at sikre og underbygge, at Coop Danmark bliver lønsom og aktiverer den potentielt set mest loyale og engagerede kundekreds i kongeriget. Det kræver forandringer i både forretningen og foreningen, som jeg vil arbejde for bliver styrket som en moderne, aktiv udadvendt og synlig aktør,” siger Pernille Skipper.
”Dette er en historisk aftale, der kræver en betydelig tro på, at vi kan vende Coop Danmark som forretning. Men vi har så mange værdi- og ejermæssige sammenfald, at matchet ikke kunne være bedre. Jeg er overbevist om, at vi sammen kan skabe en lønsom fremtid til fordel for både Coop Danmark og OKs cirka 11.000 andelshavere,” siger Flemming Rasmussen, der udover at være bestyrelsesformand for OK amba indtil for nylig var direktør i Ribe og omegns Brugsforening igennem mange år.
Coop Danmarks regnskab for 2023 er endnu ikke færdigt, men allerede nu står det klart, at regnskabet ikke bliver tilfredsstillende og på niveau med regnskabet for 2022. Regnskabet forventes offentliggjort sidst i april.
Coop Danmarks bestyrelsesformand Jeff Gravenhorst, der tiltrådte som formand den 1. oktober 2023 for at skabe et tydeligere fokus på forretningen, siger om fremtiden for Coop Danmark:
”Vi har det seneste år gennemført store og nødvendige forandringer i Coop Danmark, men vi har brug for langsigtede investeringer og ro til at gennemføre en grundlæggende omstilling. Med den nye aftale får vi både ro om økonomien, vi kan fortsætte vores effektiviseringer, og når aftalen forhåbentlig er stemt igennem af landsrådet og godkendt af konkurrencemyndighederne, vil vi sammen med OK gennemføre en gennemgribende omstillingsplan”.
I forbindelsen med aftalen vælges en ny bestyrelse, som tiltræder når Coop ambas landsråd og konkurrencemyndighederne har godkendt aftalen.
Jeff Gravenhorst fortsætter som formand, mens CEO i OK Michael Løve indtræder som næstformand. Herudover kommer bestyrelsen til at bestå af CFO i OK Thor Skov Jørgensen samt to medlemmer af Coop ambas bestyrelse, som vælges i starten af maj. Yderligere to medlemmer udpeges af OK, ligesom den fremtidige bestyrelse også får fire medarbejderrepræsentanter som medlemmer.
”Bestyrelsen bliver tilført markante kapaciteter indenfor dagligvarehandel, og dermed får Coop Danmark en bestyrelse, som kan drive den turnaround, forretningen skal igennem i de kommende år,” siger Jeff Gravenhorst
Udover kapitaltilførslen er der i forbindelse med aftalen forhandlet en ny bankaftale med de fire banker, som indgår i Coop Danmarks eksisterende banksyndikat.
Som led i fokuseringen på kerneforretningen og de eksisterende stærke brands indstilles udrulningen af nye dagligvarebutikker under navnet Coop-kæden.
”Vores erfaringer viser, at kunderne foretrækker SuperBrugsen og Kvickly. Det tager vi konsekvensen af og sætter nu fuld fokus på vores kendte brands. Det betyder også, at de tilbageværende Irmabutikker bliver til SuperBrugsen i stedet for til Coop-kædebutikker,” forklarer CEO Kræn Østergaard Nielsen.
I forbindelse med aftalen har Kræn Østergaard Nielsen besluttet at træde tilbage, så snart aftalen er på plads.
”Jeg er glad og lettet over, at vi sammen med OK har fået landet denne betydningsfulde og afgørende aftale, der sikrer Coop Danmarks fremtid. Men jeg er også overbevist om, at det er bedst, at Coop Danmark får en ny CEO med ny energi og nye perspektiver, når aftalen er helt på plads,” siger han.
Den beslutning respekterer Michael Løve, CEO i OK.
”Kræn og jeg har tidligere arbejdet tæt sammen, da vi begge var ansat i Coop, og ligesom dengang har vi haft et stærkt samarbejde om at lande en aftale. Jeg forstår fuldt ud Kræns beslutning og har kun respekt for hans måde at gøre det på i situationen”.
Bestyrelsesformand i Coop Jeff Gravenhorst takker Kræn Østergaard for hans mangeårige indsats for Coop.
”Kræn er en holdspiller, og for ham er målet aldrig ham selv. Jeg har på nærmeste hold oplevet hans dedikerede indsats og stålsatte vilje til at finde en løsning på Coops udfordringer. Det er lykkes med denne aftale, og det vil jeg gerne sige Kræn en stor tak for.”
Jeff Gravenhorst indtræder som arbejdende bestyrelsesformand, indtil en ny CEO er fundet.
Kilde: Coop