Byrådets partier i Sønderborg er enige om aftale for næste byrådsperiode

Socialdemokratiet, Slesvigsk Parti, Enhedslisten, Venstre, Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige er blevet enige om en konstitueringsaftale for næste byrådsperiode.

Alle seks partier i det kommende Sønderborg Byråd er med i konstitueringsaftalen for næste byrådsperiode, der bygger videre på den aftale, der blev lavet på selve valgnatten. Efter kommunalvalget tirsdag den 16. november 2021 blev de seks partier enige om at arbejde videre med en konstituering med alle partier.

Det er den aftale, der nu er udmøntet og sætter retningen for arbejdet i den næste byrådsperiode, der begynder den 1. januar 2022. Aftalen er indgået mellem Socialdemokratiet, Slesvigsk Parti, Enhedslisten, Venstre, Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige.

– På valgnatten lovede vi alle at arbejde for en bred konstituering, hvor hele Byrådet blev involveret i Byrådets arbejde på at videreudvikle Sønderborg Kommune. Oven på en valgkamp, hvor mange forskelligheder er blevet fremhævet, så har vi i fællesskab brugt lang tid på at drøfte politiske målsætninger og indsatsområder, vi er enige om, og nu har vi et godt politisk fundament. Jeg vil derfor gerne takke alle partier for et godt forløb, der er endt med en bred aftale for næste byrådsperiode, siger borgmester Erik Lauritzen.

Aftalen betyder, at Erik Lauritzen bliver borgmester, Stephan Kleinschmidt bliver 1. viceborgmester, mens Ellen Trane Nørby bliver 2. viceborgmester.

Derudover betyder aftalen, at der er enighed om fordelingen af partiernes formands- og næstformandsposter i Byrådets udvalg for de kommende fire år. I den kommende tid sættes der internt hos partierne navne på posterne.

Stephan Kleinschmidt, Slesvigsk Parti:

– Jeg er utrolig glad og stolt over, at det lykkedes os at bygge bro og samle byrådet i én stor konstituering. Det har været et klart mål for Slesvigsk Parti. Nu er kursen sat, og jeg ser frem til et stærkt samarbejde i hele Byrådet. Vores fornemste opgave bliver at styrke sammenhængskraften i kommunen, fortsætte den positive erhvervsudvikling og ikke mindst finde nye veje til at øge bosætningen. Vi ser frem til at investere i vores børn og unge, i vores byer og lokalsamfund og bakke op om vores ildsjæle.

Ellen Trane Nørby, Venstre:

– Vi sagde før valget, at vi ønskede et bredt politisk samarbejde, og derfor har vi konstruktivt forsøgt at skabe netop grundlaget for et sådant samarbejde. Venstre ønsker også fornyelse, og vi er allerede i arbejdstøjet og bruger vores vælgerfremgang til at søge indflydelse og skabe vækst og udvikling i hele Sønderborg Kommune. Aftalen skitserer de områder byrådet er enige om til gavn for kommunen, men understreger også, at vi er forskellige partier med forskellige mærkesager. Dem vil vi selvfølgelig også kæmpe for fremadrettet.

Stefan Lydal, Dansk Folkeparti:

– Jeg er glad for at det er lykkedes at indgå en bred aftale, med alle partier. Dansk Folkeparti har sat nogle væsentlige aftryk på konstitueringsaftalen, og jeg overtager formandsposten for Social-, Senior- og Handicapområdet, hvor jeg vil søge maksimal indflydelse. Med aftalen er der skabt er godt grundlag for de næste 4 års arbejde på området, bl.a. skal vi have fokus på arbejdsmiljø i ældreplejen, vigtigheden af klippekortsordningen cementeres, og tilgængeligheden i kommunale bygninger skal forbedres.

Asger Romme Andersen, Enhedslisten:

– I Enhedslisten er vi glade for den indgåede aftale, der giver os gode muligheder for et bredt samarbejde om at gøre Sønderborg til en tryg og grøn kommune for alle. Når man som os kun har ét ud af 31 mandater, så er vi afhængige af at kunne samarbejde med de andre om, at de rigtige beslutninger bliver taget. Den mulighed mener vi, at den brede konstitueringsaftale giver os.

Bo Kleis Christensen, Nye Borgerlige:

– En bred konstituering med alle partier er resultatet af lange og til tider svære forhandlinger. Jeg glædes over, at vi er kommet til enighed, trods en valgkamp med mange forskelligheder. Blandt meget andet vil vi arbejde for bedre vilkår for alle friskolebørnene i kommunen, ligesom vi er enige om at hæve ambitionsniveauet for det kommende rensningsanlæg, og ikke mindst skal vi have taget hånd om den personalemangel og de arbejdsvilkår, som præger plejesektoren. Vi ser med spænding frem til samarbejdet.

Preben Storm, Socialdemokratiet:

– Jeg er utrolig glad for, at aftalen generelt sætter fokus på bæredygtighed og i særdeleshed på klimaet, for det er begge områder, der kommer i højsædet i den kommende byrådsperiode. Samtidig er jeg meget tilfreds med, at aftalen også siger, at vi er fælles om de udfordringer, vi ved, der er på velfærdsområdet de kommende fire år.

Se konstitueringsaftalen her

Kilde: Sønderborg Kommune