Bogpræsentation hos Jefsen Bog & Ide i Tønder – Vølvens Vej Ormehavet

Torsdag den 7. november 2024 kl. 17.00 kan man møde forfatteren Anne-Marie Vedsø Olesen hos Jefsen Bog & Ide på gågaden i Tønder.
Her præsenterer hun sin nye bog: Vølvens Vej – Ormehavet

Noget er galt i Yggdrasils ni verdner. Slanger myldrer frem fra deres skjul, oversvømmelser, hedebølger og jordskælv hærger, og i havet pisker Midgårdsormen med halen. Mens stormvejr og skybrud tager til, må Snehild sejle over havet i et forsøg på at genfinde sin mor, som hun har hørt befinder sig i Vanaheim, de vilde naturkræfters ursted.

Samtidig vakler magtbalancen i menneskenes verden, og høvdingedatteren Berghild vokser i styrke. Kan hun udfordre sin tidligere elskede, kong Roald i Himlinge?

Ormehavet er fjerde bog i Anne-Marie Vedsø Olesens prisvindende serie, Vølvens vej, som er inspireret af nordisk mytologi og Danmarks jernalder. En stor fortælling om skæbne, ære og handlekraft.

Fakta

Anne-Marie Vedsø Olesen (f. 1962) debuterede med den prisvindende middelalderroman Salernos sol i år 2000. Siden har hun vist stor litterær spændvidde og med succes skrevet på tværs af genrer. Hun står blandt andet bag flere anmelderroste historiske og mytologiske romaner . I 2019 modtog hun prisen Årets Danske Horrorudgivelse for romanen Lucie, i 2021 Niels Klim-prisen for romanen Månen over Øen, og i 2022 DR Romanprisen for Vølvens vej, Snehild.

Kilde: Lindhardt & Ringhof