Børnene trænger til en fest. Parken ved Kunstmuseet Brundlund Slot i Aabenraa forvandles søndag d. 12. juni til en vaskeægte festival – for de 2-12 årige.
MGP Show 2022, HipSomHap, Disney Show med Prinsesse Frederikke, dans med DJ Kalle B og Børnenes Trafikskole.
Det er kun en lille del af de sjove aktiviteter og koncerter, som er en del af BørnefestiBAL 2022, der kommer til Aabenraa søndag d. 12. juni.
– Vi glæder os helt vildt til at byde på en superhyggelig dag, hvor man som børnefamilie får en fest i stor skala med stjerner på plakaten. Børn har brug for stjerner at se op til og brændstof til deres drømme, siger Ditte Maj Sjørslev, der er børnekulturformidler ved Aabenraa Biblioteker & Kulturhuse.
BørnefestiBAL kaldes børnenes Roskilde Festival og er en dag med musik, motion og leg for de 2-12 årige og deres voksne.
BørnefestiBAL holdes i parken ved Kunstmuseet Brundlund Slot i Aabenraa. Her har BørnefestiBAL tidligere været afholdt med stor succes i 2018 og 2019. I løbet af dagen bliver noget for alle; både store og små plus alle der vil ha’ gang i den.