Birgitte Klippert: Stem ja til at afskaffe forsvarsforbeholdet

Birgitte Klippert har i denne uge nogle bud på, hvordan vi kan hjælpe vores virksomheder.

Den 1. juni skal vi alle til stemmeurnerne. Der har været en del polemik omkring ordlyden. Det er meget væsentligt, at vi alle forstår, hvad vi skal svare på, og vi skal med for kringlede eller forsimplede vendinger ikke få en følelse af, at vi ikke kan gennemskue spørgsmålet. Jeg er pragmatisk anlagt, og eftersom der var negative røster om ordlyden, så var det fint for mig, at den blev ændret.

Spørgsmålet, vi skal krydse enten ’ja’ eller ’nej’ til, endte med at blive som følger: ’Stemmer du ja eller nej til, at Danmark kan deltage i det europæiske samarbejde om sikkerhed og forsvar ved at afskaffe EU-forsvarsforbeholdet?’ Altså hvis du stemmer ja, så ønsker du at afskaffes vores forsvarsforbehold. Hvis du stemmer nej, så ønsker du at bevare vores forsvarsforbehold.

Aftalen lige nu, vores forsvarsforbehold, betyder at vi i Danmark ikke har mulighed for at deltage i forsvarssamarbejdet på samme måde, som de øvrige EU-lande kan. Forbeholdet betyder nemlig, at vi danskere ikke er med til at udarbejde og gennemføre samarbejder, der har betydning for forbeholdet. Konkret medfører det, at vi ikke må deltage i EU’s militære missioner og/eller operationer, ligesom vi ikke er med til at udvikle forsvarskapaciteten, således at vi kan stå imod udefrakommende, hvis det behov en dag skulle opstå.

Sikkerhedssituationen i Danmark er en anden i dag, end dengang vi indførte vores forsvarsforbehold, og derfor er det for mig, og for Det Konservative Folkeparti i øvrigt, væsentligt, at vi tager stilling til forbeholdet og får det afskaffet, så vi kan få så meget indflydelse som overhovedet muligt. Særligt fordi der er tale om et frivilligt samarbejde, hvor vi kommer til at kunne sige ja og nej til hver enkel militære operation. Vi vil aldrig være tvunget til at deltage.

Der er mange der råber højt om, at vi skal have mindre EU og mere Danmark. Det er sjovt nok også mange af de samme, der råber højst, når der rykker store grupper illegale indvandrere ind over vores grænser. Og sådan fungerer det ikke. Vi kan ikke både blæse og have mel i munden. Vi kan ikke både sige, at vi ikke vil have indvandring til EU, og samtidig sige at vi ikke vil hjælpe med at holde indvandringen under kontrol.

Hvis vi stemmer ja, så vil vi kunne vælge forskellige militære operationer til og fra, og vi får muligheden for at være med i forhandlinger og medbestemmende i forhold til de beslutninger, der skal tages. Også i forlængelse af Ruslands invasion af Ukraine. Dertil får vi lov til at deltage i det samarbejde, der er centralt i udviklingen af EU’s forsvar (PESCO).

Flere gang siges det, at danske soldater mister deres Dannebrog på uniformen, og at vi kommer med i en EU-hær, hvis vi afskaffer forbeholdet. Begge dele er forkerte. Kort og godt. Det passer ikke. Soldaterne hverken mister deres Dannebrog eller bliver en del af en EU-hær. For en sådan findes slet ikke.

Det handler ikke om for eller imod EU. Det handler ikke om for eller imod Mette Frederiksen. Det handler om at tage stilling til, om Danmark fremover skal have mulighed for at sige ja eller nej til militære operationer. Lige nu kan vi kun sige nej. Eller rettere – vi får ikke engang tilbuddet.

Derfor er min opfordring klar: Stem ja til at afskaffe forsvarsforbeholdet den 1. juni 2022.