Birgitte Klippert: Skal vi ikke gøre det lettere?

Birgitte Klippert har i denne uge nogle bud på, hvordan vi kan hjælpe vores virksomheder.

Det er dejligt at have en virksomhed, men det er godt nok også svært. Det kan være svært på den måde, at de udfordringer man som erhvervsleder står overfor kan være svære at løse. Der skal tages mange beslutninger, og det skal gerne være den mest rigtige, der opstår mange dilemmaer, og i manges tilfælde er det også ens private økonomi, der kan være på spil. Dertil er der svære administrative regler og opgaver, der er en høj selskabsskat på 22 %, og der er en helt urimelig arveafgift. De sidstnævnte ting er de værste, for ud over, at det kræver ekstraarbejde for de ansatte og for ejeren, så gør det også, at de danske virksomheders muligheder for vækst er dårlige.

14 milliarder arbejdstimer koster det hver eneste år de danske virksomheder at leve op til de krav, som staten stiller til dem. Krav der følger med når der er umanerlig mange regler om regnskab, bogføring, databehandling, skatter og afgifter. Det er simpelthen for meget og for mange timer, og virksomhedens ressourcer bliver ikke brugt hensigtsmæssigt. Vi er nødt til at gøre noget, så dem der tør at tage chancen og starte en virksomhed, får de allerbedste forudsætninger for at få succes. For deres egen skyld, men også fordi det skaber arbejdspladser og vækst i Danmark.

Nye virksomheder, iværksættere, start-ups, skalering mv., er yderst væsentlige for Danmark, fordi de er med at til skabe velstand. Den, der tænker nyt, den, der udvikler nye produkter, den, der får flere i arbejde, skal derfor hjælpes.

Når der er noget i vores samfund, man gerne vil lave om, så er der, sat på spidsen, to måder at anskue mulighederne på. Den ene måde ligner meget den nuværende regerings måde, hvor løsningen på det meste synes at være at hæve skatterne (faktisk har den nuværende regering hævet skatterne 40 gange gennem de sidste fire år), og bruge penge på uhensigtsmæssige tiltag. Fx Arnepensionen der trækker rigtig meget arbejdskraft væk fra arbejdsmarkedet.

Men der findes heldigvis også en anden måde. En måde der giver lavere skatter og lægger op til reformer. Jeg er tilhænger af den sidste, fordi det er vigtigt med en økonomisk ansvarlig politik. En politik og en finanslov der sikrer erhvervslivet ved at fjerne de byrder, som kræver mere end godt er.

Der ER gode muligheder i Danmark, når man vil være iværksætter, men det kan altså blive endnu bedre. Vi sammenligner os ofte med Sverige, og hvis vi gør det ift. iværksætteri også, så må vi konstatere, at vi er bagud. Det skal vi gøre noget ved.

Jeg vil, sammen med resten af Det Konservative Folkeparti, gøre det lettere at være iværksætter og være erhvervsdrivende. En af de ting, der vil hjælpe gevaldigt, er, at vores skattesystem bliver mere simpelt. På den måde er der knap så mange regler, retningslinjer og opgaver, som virksomhederne skal holde styr på. Samtidig ønsker vi også at selskabsskatten sænkes fra 22 til 19 % samt at afskaffe arveafgiften. Sidst men ikke mindst vil sænke skatterne. Det er ikke kun til gavn for virksomhederne, så de får den nødvendige arbejdskraft, men det er også til gavn for dig og mig.