Min e-boks er, ligesom alle andres, modtagerpostkasse for en masse forskellige informationer fra diverse kommunale, statslige eller private afsendere. Troligt åbner jeg disse beskeder, forholder mig til dem, arkiverer dem og handler på dem hvis nødvendigt.

Godt fire gange årligt får jeg i min e-boks dog en besked af en særlig karakter. Fra en afsender som måske lige kan få én til at tænke ens handlinger gennem de seneste måneder igennem en ekstra gang. Afsenderen er Vestre Landsret. Beskeden indeholder en indkaldelse til at møde i retten. Jeg er nemlig domsmand.

Gennem nogle år har jeg fungeret som domsmand, og det er der kommet mange erfaringer og erkendelser ud af. Grundlæggende er det ubehageligt udgangspunkt – en dømt kriminel har anket en domsafsigelse, som vi, tre dommere og tre domsmænd, så skal forholde os til og stadfæste, lempe eller skærpe. Selvom udgangspunktet er ubehageligt, så vækker disse retssager også en ro i mig. En ro omkring vores samfund.

Danmark er et retssamfund. Og et velfungerende retssamfund set fra mit perspektiv. Et dømt menneske kan, hvis denne ikke synes, at en straf er retfærdig, anke dommen og få nye og flere øjne på en sag. Det er godt. Det vidner om en overbevisning om, at enhver kan tage fejl, lave fejlsammenslutninger og vurdere uhensigtsmæssigt. Det vidner også om en værdi i vores land om, at kriminelles rettigheder er vigtige.

Når alt dette er sagt så ville det selvfølgelig være endnu bedre i Danmark, hvis vi havde et samfund, hvor færre mennesker ender i kriminalitet, og kriminalitetsforebyggelse er i den grad et væsentligt politisk fokuspunkt. Dette må være omdrejningspunktet for en anden klumme.

Og her sidder jeg så sag efter sag som domsmand. Jeg lytter, ser, vurderer og forholder mig så neutralt som menneskeligt muligt til de personer, skæbner og historier, der udspiller sig for øjnene af mig. Og hold nu op nogle skæbner man støder på. Helt unge piger der kun lige er nået den kriminelle lavalder, ældre mænd der hverken kan huske ind eller ud, og stofmisbrugere der igen og igen har forsøgt at blive ”clean”, men som alligevel er endt som kriminel.

De sager der er sværest at få på afstand efter en dag eller to i retten, er sager med dømte mennesker, der angrer inderligt, men som ikke formår at ændre livskurs. De har ofte været skyldige i at ødelægge andre menneskers liv, de har de dårligt med det, de vil så gerne lade være, men alligevel ender de i kriminalitet. Nu får de en straf – med rette. Og samfundet begynder ufortrødent igen at bygge et værn op omkring dette menneske, så det efter afsoning ikke ender på den forkerte side af loven endnu engang. Det er en svær opgave. Men det er en vigtig opgave. For med lov skal land bygges, og når loven er brudt, skal straffen falde. Men når straffen er afsonet, skal mulighederne og rettighederne igen være lige. For sådan fungerer et retssamfund.

Jeg vil opfordre alle med overskuddet til det til at melde dem på kommunens grundliste, så de er med i puljen næste gang, der i kommunen skal udpeges domsmænd. Først og fremmest er det et stykke arbejde, der udvider din horisont, fordi du møder mennesker, som du med stor sandsynlighed ikke ville have mødt ellers. Dit eget liv bliver sat i perspektiv, når du er domsmand. Dertil er det også en samfundsopgave, du hjælper med at løse. Faktisk er det borgerligt ombud – en samfundspligt.