Birgitte Klippert: Klimaudfordringen kalder på rettidig omhu

Birgitte Klippert: Klimaudfordringen kalder på rettidig omhuBirgitte Klippert: Klimaudfordringen kalder på rettidig omhu.

Hvis alle mennesker, alle lande, alle samfund gør alt hvad de kan for at aflevere et bedre samfund, end det de modtog, da de blev sat i verden, så vil verden dag for dag blive et bedre sted. De store problemstillinger som ligestilling, hungersnød, migration og ikke mindst klimaudfordringerne vil langsomt men sikkert blive mindre, og den kontrakt, som vi som generation bør købe ind på overfor de kommende generationer, vil blive overholdt. Generationskontrakten – det at love at aflevere en bedre verden – er vigtigere end nogensinde. Udfordringerne står i kø, og det kan kun gå for langsomt med at komme i gang.

Mange i Danmark er enige om ovenstående. Heldigvis. Man er dog ikke enige om, hvor meget det må koste, hvor der skal sættes ind, hvem der skal betale regningen osv.

Regeringen er kommet med et udspil til en grøn skattereform. Den er mildest talt ikke noget for mig. Regningen bliver tørret af på de danske virksomheder, og den vil gøre det dyrere end nødvendigt for den almindelige dansker at hjælpe den grønne omstilling på vej.

Den grønne omstilling skal give nye muligheder for erhvervslivet, og den skal gøre Danmark rigere. Det kalder på borgerlige løsninger, som kan læses i dagens Berlingske:

Den grønne skattereform skal gøre Danmark til et foregangsland i klimakampen, og det er afgørende, at der bliver lavet en god aftale, som sikrer en mere ensartet CO2-beskatning. Det er alfa og omega for at nå 70 pct.-målsætningen.

Regeringens udspil til en grøn skattereform øger erhvervsbelastningen med 2 mia. i 2030. Det kommer oven i de 10 mia., som Regeringen har hævet skatter og afgifter med i deres regeringsperiode. Det svækker danske virksomheder og er IKKE vejen frem. Vi foreslår i stedet at lette skatten i 2030 med 1,5 mia. samlet set i forbindelse med den grønne skattereform.

Vi skal også sørge for at forbedre konkurrenceevnen, hvorfor vi vil give de hårdest ramte virksomheder og danskere en hjælpende hånd gennem bl.a. en klimafond på samlet set 12 mia.

Alle danskere bliver fattigere med regeringen udspil, da nye klimaskatter ikke modsvares af andre skattelettelser. Med vores udspil vil samtlige indkomstgrupper blive rigere, fordi vi vil sænke selskabsskatten med 1 procentpoint.

Husejere skal ydermere kunne udfase naturgasfyr, uden at det efterlader dem en stor regning. Derfor skal der afsættes en pulje på 1 mia. til at understøtte denne proces. Pengene skal sikre, at fjernvarmen hurtigt bliver udrullet, og der bliver etableret eksempelvis varmepumper der, hvor det er den rigtige løsning.

Vi har alle et ansvar for klimaet, og det er utopi at tro, at vi kan løse klimaudfordringerne, uden at det har nogen omkostninger. Dét har det. Men det betyder jo ikke, at alle muligheder for at udnytte danskernes penge til statens fordel skal gribes. Nej, det handler tværtimod om, at vi netop skal forsøge holde så mange af pengene som muligt i dit og mit hjem og i de danske virksomheder, så vi ikke går økonomisk i stå som samfund. Måske når vi så 70 pct.-målsætningen, men får bare skabt et nyt problem. Det her kalder på rettidig omhu, og der er vi nødt til at være kritiske overfor de udspil, der nok ser pæne ud udenpå, men som er en dyr date på lang sigt.

Nogle siger, at de er grønne, før de er røde. Hvis det passer, så må nogle af de borgerlige partiers kommentarer til Regeringens udspil blive taget imod med kyshånd, så vi kan løse udfordringerne med klimaet, uden at den almene dansker bliver fattigere. Hvis man presser skattestigninger ind i klimaets navn, er man ikke grøn, før man er rød. Så er det rent faktisk omvendt.

Vi skal gøre, alt hvad vi kan, for at indgå en bred aftale, hvor vi på tværs af blokke og ideologer kan stå sammen om at imødekomme den grønne omstilling. Vi skal sikre, at skiftende regeringer fra nu og de kommende årtier ikke bare kan ændre mening efter deres eget ønske og dagsorden, og den sikkerhed opnås bedst, når så mange som muligt arbejder sammen. Vi er ikke tjent med, at et snævert flertal kører enegang.