Kampen om det kommende valgs dagsorden er i fuld gang, og risikoen for overbudspolitik er i den grad
eksisterende. Alle politikere vil Danmark det bedste. Det hersker der ingen tvivl om. Senest var der debat initieret af Ældresagen, hvor samtlige partileder (med undtagelse af Inger Støjberg) deltog, og overbudspolitikken, hvor alle ville sige, hvor meget og hvor mange, de vil sende mod ældreplejen, piblede frem.
Dog kom der heldigvis også mange realistiske og yderst væsentlige pointer frem. Godt nok pointer, der kom på en ret dyster baggrund. Nemlig dårlig trivsel på plejehjemmene, mangel på selvbestemmelse og rigide systemer. De ansatte på de danske, offentlige plejehjem er svære at fastholde. Friplejehjem er bedre til at holde på medarbejderne, borgerne får mindre medicin og er generelt mere tilfredse end på de kommunal plejehjem.
Det skal vi da lære af. Lederne på de offentlige plejehjem skal have mulighed for at kigge indad, ind mod borgerne og medarbejderne, i stedet for at kigge opad mod fagchefen, kommunen og ministeren. For at det kan lade sig gøre skal hvert kommunalt plejehjem sættes fri og ledes mere lignende friplejehjem.
Plejehjemmene landet over skal altså drives som var det lederens eget.
Ældre melder om, at de ikke kan være med til at bestemme, hvornår de står op om morgenen, og hvornår de kommer i seng. Hvor er værdigheden i at ligge vågen i sin seng fra kl. 7.00, men at skulle vente til der kommer en hjemmepleje på et ikke kendt tidspunkt? Nogle gange helt til kl. 11. Og hvor er værdigheden i at hjemmeplejen kommer og hjælper den ældre i seng kl. 20.45, hvis denne ikke er træt?
Der må og skal mere selvbestemmelse til. Det er klart, at der ikke kan stå en hjemmehjælper klar ved telefonen, indtil der er en der gerne vil stå op eller komme i seng, men det burde kunne lade sig gøre, at den ældre nogle gange årligt kan give besked om, i hvilket tidsrum denne gerne vil hjælpes henholdsvis op af sengen og ind i sengen. Ældre skal indordne sig efter systemet i kommunen, fremfor selv at kunne bestemme, og det dur simpelthen ikke.
Tilbage til partilederdebatten. Her kunne en 91-årig kvinde, der boede alene, berette, at hun grundet
knoglebrud, i en periode havde været plejekrævende, således der kom SOSU-hjælpere hos hende. Disse
hjalp hende op ad sengen, og hun spurgte om hjælp til at få en støttestrømpe på.
Det måtte SOSU-hjælperen med et undskyldende udtryk afvise, da hun ifølge systemet ikke var visitere til dette. Det er simpelthen uværdigt.
Det er vigtigt at understrege, at det ikke er medarbejderen, det er galt med. Det er systemet. Der er formentlig ingen, og hvis, så ganske, ganske, få, der snyder og beder om hjælp til noget, de ikke har brug for.
Faktisk er det ofte omvendt – de ældste i samfundet vil ikke være til last, og beder ikke om hjælp. Derfor bør der kigges på visitationsreglerne, for ingen beder om støttestrømper, bleer eller en rollator, hvis de ikke har brug for det.
Tænk at det er et regneark, der bestemmer, om SOSU-hjælperen må give den ældre støttestrømper på eller ej.
Det er uværdigt.
Vi har mange dygtige ansatte i ældresektoren. Vi har mange politikere med gode intentioner. Vi har
mulighed for at gøre noget. Lad og gribe det kommende valgs mulighed for at sætte det værdige ældreliv i centrum, og lad os drøfte hvordan vi kan gøre det bedre. Ovenstående er tre konkrete bud, der ikke er overbudspolitik, men som er realistiske.