Vi skal hylde demokratiet, vi skal værne om demokratiet, og vi skal bakke op om demokratiet. Det gør vi heldigvis over en bred kam. Folkemødet, partilederdebatter, borgerforslag og andre ting hjælper demokratiet til gode kår.

Ordet demokrati kommer af en sammentrækning af de to latinske ord ’demos’ og ’kratia’, der kan oversættes til helholdsvis ’folk’ og ’styre’ og betyder jo dermed folkestyre. ’Demokrati er den værst tænkelige styreform – når man ser bort fra alle de andre.’ Udtalelsen kom fra den hedengangne britiske premierminister i Storbritannien Winston Churchill. Han har ikke nødvendigvis ret, og han har ikke nødvendigvis mange, der den dag i dag støtter hans synspunkt. Og det er godt for vores verdensudvikling. For demokratiet er vejen frem. Når det så er sagt, så har demokratiet som alt andet også nogle faldgruber, som skal undgås, og måske er det nogle af de faldgruber, som fik Churchill til at udtale, hvad han gjorde.

Demokratiet kan være langsomt, irriterende, langt væk og uvedkommende. Men det kan heldigvis også være det modsatte. I disse dage er der Folkemøde, hvor der over fire dage er mere end 2500 store såvel som små debatter om alt fra drømmen om Folkeskolen og til forholdene for LGBT-personer. På Folkemødet mødes danskere. Politikere. Lærere. Selvstændige. Højskoleelever. De mødes naturligvis til debatterne – enten som debattører eller som tilskuere – men de mødes også ved ølvognen og derefter i toiletkøen, hvor de kan få sig en snak om, hvad end der måtte falde dem ind.

På den måde kan danske politikere og meningsdannere møde den almindelige dansker og få øjnene (og ørerne!) op for, hvad der rører sig hos de danske Jensen’er. De møder måske de studerende, der bliver ramt af netop det lovforslag, de har fremsat, eller de får sig en snak med de pensionister, hvis friheder potentielt bliver indskrænket i en frikommune.

Den lovgivende og udøvende magt bliver dermed stillet til direkte ansvar overfor de synspunkter de måtte have. Det er godt. For det imødekommer de faldbruger, som et demokrati kan ende i, hvis vi ikke er lidt omhyggelige. Et folkemøde gør det naturligvis ikke alene. Det er klart. Der skal meget mere til. I hverdagen, på Borgen, hjemme på villavejen.

Inden alt bliver for lyserødt, så skal der naturligvis også komme et perspektiv fra den anden side af lejren; dem der synes, at Folkemødet ikke nødvendigvis kan så meget, som det tilskrives her. Kritikken lyder på, at der ikke er nogen som helst ’folk’ på Folkemødet, men at der alene er politikere og meningsdannere. I forlængelse af den kritik følger et synspunkt om, at den almindelige dansker – folket – ikke har råd og ressourcer til at komme. En analyse af deltagere til de forskellige års Folkemøder har jeg ikke, så jeg kan ikke argumentere imod det med tal om indkomster og beskæftigelse blandt deltagere. Men min umiddelbare tanke er, at det handler om at vælge, hvordan ens penge skal bruges, og hvornår ens feriedage skal ligge. Hvis den almindelige danske virkelig ønsker det, så tror jeg godt, at det kan lade sig gøre.

Nu er det her altså – Folkemødet. Det er nærværende demokrati i højeste potens.  Folkemødet er altså godt for vores demokrati. Det tror jeg også, at Churchill ville have syntes. Uanset om du følger det værende på Bornholm, eller om du tjekker ind og ud af TV’et hjemmefra, er opfordringen dog herfra, at du skal gribe demokratiets mulighed.