Birgitte Klippert: Der ER forskel på os

Birgitte Klippert: Sæt skolerne fri. Sæt lærerne fri. Så vi kan få meget mere niveaudelt undervisning ude på skolerne.

Da jeg gik i skole, gik jeg i klasse med Carsten. Carsten var ikke særlig dygtig til at læse. Jeg gik også i klasse med Anja. Anja var megadygtig til matematik. Jeg selv var god til dansk, middel til de fleste andre fag og dårlig til tysk. Det vidste jeg godt. Det vidste mine forældre. Det vidste mine lærere, og det vidste mine klassekammerater også godt.

I dansktimerne var det vældig frustrerende at være mig, ligesom det var vældig frustrerende at være Carsten. Dertil var det formentlig også vældig frustrerende for min lærer, at hun time efter time, dag efter dag skulle forberede en undervisning, der sikrede læring for både Carsten og mig. Sådan var det også i tysk bare med omvendt fortegn, fordi jeg forstod ikke faget.

Niveaudelt undervisning kan afhjælpe ovenstående problemstilling, som, nuvel, i beskrivelsen er 25 år gammel, men som stadig gør sig gældende i Folkeskolen landet over hver evig eneste dag. Vi har børn, der har ondt i maven inden skoledagen overhovedet er gået i gang, fordi de ved, at de igen ikke kan følge med, og vi har elever, der allerede inden de er kommet ind på skolen, keder sig, fordi de ikke får undervisning, der udfordrer dem fagligt. Begge dele giver dårlig trivsel. Begge dele giver larm i timerne. Ingen af delene giver den optimale læring. Dertil har vi en masse professionelle og dygtige lærere, der skal ramme flere klassetrins faglige spændvidde hver eneste dag. Det er deres arbejde, og det kan de godt. De er uddannet til det, og de er gode til det. Når det så er sagt, så sker der jo ikke noget ved, at deres arbejde kan gøres mere effektivt.

Flere skoler rundtom i landet, også i vores landsdel, har i en-to lektioner ugentligt fået mulighed for at have to lærere på, så de kan dele en klasse i fx niveauer. Men det forslår jo som en skrædder i helvede, når de er i skole op til over 30 lektioner ugentligt. Det bør derfor være en mulighed i folkeskolerne rundt omkring at indføre reel niveaudelt undervisning i alle lektioner i et eller flere fag.

’Jeg vil nødigt sidde på det dårlige hold’ er en af de kommentarer, der lyder (fra de voksne), når snakken går på niveaudelt undervisning, men når først en elev, uanset niveau, først har modtaget en undervisning tilpasset dennes niveau sammen med andre på samme niveau, så forstummer denne bekymring. Fordi læring skaber trivsel.

Så når niveaudelt undervisning skuer i ørerne hos nogle, så vil jeg bede jer tænke på jeres egen klasse fra jeres skolegang. I kan, ligesom jeg gjorde indledningsvist, sagtens sætte ord på, hvem der var dygtig til hvilke fag, og hvem der var udfordret. Der sker altså intet ved, at lærere styrer en proces, hvor det, vi ved i forvejen, bliver sagt højt og gjort ufarligt.

Sæt skolerne fri. Sæt lærerne fri. Så vi kan få meget mere niveaudelt undervisning ude på skolerne.

Eleverne har fortjent det.