Valgkampen ligger lige om hjørnet. Nogle vil mene, at den allerede er i gang. Den mangler bare officielt at blive udskrevet. Partierne og kandidaterne annoncerer på livet løs på diverse platforme, kommer med en masse politiske udspil og gør sig ”lækre” over for vælgerne. Alt sammen i håb om at kunne kapre mange stemmer. Og sådan skal og bør det være, når vi nærmer os denne tid. Fordi vi politikere tror nemlig på, at netop vores politik er den bedste, og at vi bare lige overbevise alle andre om det.

Vælgerne skal i en valgkamp præsenteres for en masse forskellige holdninger, og der skal debatteres på livet løs til debatter i forsamlingshuse og på gågaden, ja, alle steder, så de på selve valgdagen kan tage en beslutning om valg af kandidat og parti på et oplyst grundlag. Helt i Grundtvigs ånd om folkeoplysning.

Det burde jo egentlig gå meget smertefrit, men det har jeg erfaret, at det ikke gør. Desværre. Fordi vi politikere har en tendens til at vildlede og fordreje vores politiske modstanderes politik. Lad mig forklare og komme med et konkret eksempel.

Søndag aften i bedste sendetid sad jeg som mange andre danskere og så debatten mellem de tre statsministerkandidater. Her fik Det Konservative Folkepartis nylige skatteudspil med grovfilen af den socialdemokratiske spinmaskine. Statsministeren løj, da hun sagde, at den konservative politik vil føre til 40.000 fyringer af offentlige ansatte. Hun sagde sågar, at hun kunne dokumentere det sort på hvidt, og at hun havde Finansministeriet i ryggen. Den beregning, som hun henviste til, havde bare ikke noget med den konservative skatteplan at gøre. Dagen derpå stod eksperter i kø for at kritisere hendes vildledende udtalelser. Og dette med rette. Men jeg frygter alligevel, at hun blandt nogle har fået sået en tvivl blandt nogle vælgere. For der ligger helt sikkert en koldt og kynisk analyse bag. Mon det kan betale sig at vildlede og efterfølgende modtage kritik som betaling?

Jeg håber inderligt ikke, at denne debat ”danner præcedens” for den kommende valgkamp. For det er ikke den danske måde at debattere på. I Danmark skal vi turde at samtale, om det vi er i tvivl om og det vi er uenige om. Vi skal turde at fremføre forslag uden at have paraderne oppe. Og vi skal passe på med, at fronterne bliver så skarpe, at det hele bliver skingert og sort hvidt. Fordi det er det ikke. 

Statsministeren repræsenterede ikke den danske måde i søndagens debat, og det skal i øvrigt ses i lyset af, at vi ikke skal længere tilbage end til juni måned for at opleve  Socialdemokratiet bombastisk beskylde Venstres formand for at anvende trumpistiske metoder. Hvis nu Socialdemokratiet selv droppede deres skræmmekampagner og fokuserede på deres egen politik, kunne vi måske have en politisk debat på et faktuelt niveau. 

Jeg har et godt eksempel på, hvordan en valgkamp kan fungere i godt tone med respekt for hinanden og med oplysning, samtale og accept. Vi skal heldigvis ikke langt væk, og vi skal heldigvis ikke langt tilbage. Faktisk skal vi bare til Tønder, og vi skal tilbage til november 2021, hvor der i hele Danmark var kommunalvalg. Selvom jeg ikke selv stillede op til kommunalvalget, så var jeg ret involveret i valget og valgkampen. Og det var god. Alle partier behandlede hinanden med respekt, inviterede hinanden med på uddelinger, lyttede til hinanden og trak ikke fronterne så hårdt op, at nuancerne forsvandt. Og det var godt. Og vælgerne kan sagtens forstå nuancer.

Mit håb er at den kommende valgkamp kan være på samme måde. Jeg vil i hvert fald øve mig.