Bilsyn Aabenraa bliver en del af Applus+ Bilsyn – medarbejderne fortsætter

Kunderne kommer stadig til at møde Emil Elkjær Anthonsen og Jørn Iwersen, når Bilsyn Aabenraa bliver til Applus+ Bilsyn ved årsskiftet. Pressefoto

Synshallen på Vestvejen i Aabenraa skifter farve fra grøn til orange. Det bliver business as usual, når stifter Jørn Iwersen og makkeren Emil Elkjær Anthonsen byder kunderne velkommen som en del af Danmarks største bilsynsvirksomhed.

Ingen planer om at gå på pension

I 2021 besluttede Jørn Iwersen sig for at indfri en gammel drøm om at stå på helt egne ben. Synshallen Bilsyn Aabenraa blev etableret i ledige lokaler på Vestvejen 149 ved siden af HTH Køkkener. Nu er han klar til at give sit livsværk videre, men arbejdshesten Iwersen smider dog ikke tøjlerne helt ved årsskiftet. Derimod fortsætter han i de velkendte rammer og glæder sig til en 37-timers arbejdsuge.

“Jeg er lige fyldt 60 år og føler mig egentlig sund og rask, men de lange ti-timers arbejdsdage, som jeg tidligere har lagt for dagen, er næppe sunde i længden. Derfor ser jeg frem til at gå ned i arbejdstid for til gengæld at skrue op for arbejdsglæden,” fortæller en glad Jørn Iwersen, der også ser frem til at kunne holde lidt mere ferie.

Stærk lokal opbakning

Med lange åbningstider og weekendåbent har synshallen tiltrukket kunder fra nær og fjern i en grad, at Jørn Iwersen fik brug for assistance. De seneste tre år har han således haft selskab af 29-årige Emil Elkjær Anthonsen fra Broager, der bemander den anden af hallens to lifte. Skulle behovet opstå, er der såmænd også plads til en tredje lift, og det er ikke urealistisk, at det kommer til at ske, slår Jørn Iwersen fast. For synshallen er kendt i bybilledet. 

“Vi ligger lige ud til en vej med 20.000 forbipasserende køretøjer dagligt, og på den måde kan du godt sige, at vi har byens bedste beliggenhed, for vi er til at få øje på. Før i tiden blev vores nabo, HTH Køkkener, brugt som pejlemærke, når folk skulle finde vej. Nu spørger de i stedet, om det er henne ved synshallen,” siger Jørn Iwersen.

Et oplagt match

Flere bilsynskæder har haft et godt øje til den flittige duo. “Regionschef Jonas A. Hansen stak snuden ind i synshallen en dag og fortalte, at Applus+ Bilsyn var interesserede, hvis jeg en dag ville sælge. Efter en del samtaler og overvejelser valgte jeg at slå til. De havde en professionel tilgang, og det føltes rigtigt og gav mig ro i maven,” siger Jørn Iwersen, der også udtrykker glæde ved at skulle møde gamle kollegaer – blandt andet til Applus+ Kick off i januar og løbende efteruddannelser.

Begejstringen er helt gensidig hos Applus+ Bilsyn.

“Vi ser store muligheder i at kombinere det lokale engagement og de stærke kunderelationer, som Jørn og Emil har opbygget, med vores landsdækkende netværk og ekspertise. Sammen kan vi fortsætte med at levere høj kvalitet og service til både nye og eksisterende kunder,” siger administrerende direktør hos Applus+ Bilsyn, Per V. Rasmussen, der påpeger, at Applus+ Bilsyns eksisterende hal og bemanding på Kallemosevej 14 i Aabenraa ikke vil blive berørt af fusionen.

”De to haller kommer til at arbejde tæt sammen om at tilbyde kunderne maksimal fleksibilitet. Applus+ Bilsyn på Vestvejen og Kallemosevej skal passe og pleje deres eksisterende kunder, men også arbejde tæt sammen og henvise til hinanden. På Kallemosevej er synshallen også gearet til at syne store køretøjer over 3,5 ton, autocampere, trailere, campingvogne og leasingbiler” slutter Per V. Rasmussen.

Kilde: Applus+ Bilsyn