Bilist kørte ind i kronhjort på motorvejen onsdag aften

Onsdag aften påkørte en bilist en kronhjort på Esbjergmotorvejen mellem afkørsel 68 og 69.

Heldigvis kunne politiet kort tid efter melde ud, at der ikke var sket personskade.

En kronhjort kan veje op til 180 kilo, og der kan ske store skader når et sådant stort og tungt dyr påkøres, og specielt når det sker på motorvejen hvor hastigheden er på den anden side 100 km/t.

Højsæsonen for hjortepåkørsler ligger netop i november måned. Her begynder dagene at blive så korte, at skumring og dæmring – hvilket er de tidspunkter, dyrene helst bevæger sig rundt på – falder sammen med, at vi kører til og fra arbejde.

Den øgede trafik af både dyr og mennesker fører til flere påkørsler.

Hvis du påkører et vildt dyr, ring 1812

Hvert år bliver mere end 10.000 hjorte påkørt i trafikken.

Hvis du påkører et dyr, så vær opmærksom på egen og andre trafikanters sikkerhed

  • Parkér uden for kørebanen
  • Husk at bruge din sikkerhedsvest – påkørsler sker ofte i de mørke timer
  • Hvis dyret stadig lever, ring 1812
  • Hvis der ligger et dødt dyr på kørebanen, så fjern det kun, hvis det udgør en risiko for, at andre forulykker ved påkørsel
  • Hvis det er på motorvej, MÅ DU IKKE STANDSE. Kør i stedet fra, når du har mulighed for det – medmindre der er alvorlige skader på bilen, så hold ind i nødsporet
  • På motorvej og hvis der er meget trafik på vejen, skal du kontakte Vejdirektoratets Trafikcenter på tlf. 80 20 20 60
  • Ring 112 ved personskade

Kilde: Syd- og Sønderjyllands Politi, VejDirektoratet, Dyrenes Beskyttelse