Arbejdsmiljøkampagne 2024 – Pas på den jeg elsker, og sæt farten ned ved vejarbejder

I 2024 er temaet for 3F og Asfaltindustriens arbejdsmiljøkampagne “Pas på den jeg elsker”, og den kører fra den 24. april og 3 uger frem. Formålet med kampagnen er at sætte fokus på bilisternes kørsel ved vejarbejder.

– Der passes på alle andre i trafikken, men det glemmes alt for nemt, at vi også skal passe på vejarbejderne. Bilisterne kører alt for hurtigt ved vejarbejder og sætter deres eget og vejarbejdernes liv på spil – for at spare et par minutter.

Mange vil kende kampagnen under navnet “Pas på min far”, som fik stor opmærksomhed i 2018-2019. I 2024 holder vi fast i ”Pas på…” men fjerner køn og familiebenævnelse. I stedet fokuseres på ”den, jeg elsker”.

Virksomheder i Asfaltindustrien og en række kommuner vil medbringe og opsætte kampagnetavlen ved vejarbejder.

Kilde: 3F/Asfaltindustrien