Aabenraa Biblioteker & Kulturhuse går efter et hattrick i Børnenes Rekordbog. De seneste to somre har børn sat en ny rekord, der er optaget i rekordbogen. I juli skal der bygges en enorm rekordcykel af kasserede bøger.
– Det er en ret fin sommertradition, at Aabenraa markerer sig og kommer med i den kommende Børnenes Rekordbog. På dagen hygger vi os, lærer om en masse andre sjove børnerekorder og sætter én selv, siger Lene Mørk Damm, der er børnekulturformidler hos Aabenraa Biblioteker & Kulturhuse.
Tour de France og feltets ankomst til Aabenraa fejres i år, hvor børnene endnu engang skal have gang i de kasserede bøger.
Denne gang skal de på tid bygges en gigantisk cykel af kasserede bøger i Genforeningsparken.
I 2021 satte 44 børn et kæmpestort fodspor på hele 36,4 kvadratmeter i Genforeningsparken, og året før byggede de Danmarks længste bevægelige kuglebane på Aabenraa Bibliotek. Begge gange med kasserede bøger.
Kasserede bøger er ældre bøger, der kan være i stykker eller af andre årsager ikke lånes ud mere.
Der er fri entré til rekordforsøget, som holdes i Genforeningsparken, onsdag d. 6. juli mellem 10.30 og 12.00. Rekordforsøget er en del af Aktiv Ferie i Aabenraa Kommune.
Aabenraa Biblioteker & Kulturhuse byder desuden på “Den KÆMPESTORE vandkamp” i Genforeningsparken, tirsdag d. 5. juli, og “Tegneworkshop med Runa Steppinge”, torsdag d. 7. juli, plus en masse andre aktiviteter for børn og unge hen over sommeren.
Find flere sommerferiearrangementer på aabenraabib.dk eller nygadehuset.dk