Aabenraa Kommune vinder trafiktesten for fjerde år i træk

Det bliver Aabenraa Kommune, der vinder Kommunernes Trafiktest 2020. Det er fjerde år i træk, at Aabenraa Kommune står øverst på sejrsskamlen. Siden 2010, hvor testen blev indført, har kommunen vundet prisen fem gange.

For fjerde gang i træk kan Hanne Mette Kjær juble over prisen som vinder af Kommunernes Trafiktest. Her i selskab med Poul Søgaard fra politiet. Foto: Aabenraa Kommune

Aabenraa Kommune og Kommunernes Trafiktest. Det er tilsyneladende en kombination, der hænger godt sammen. I hvert fald kan Aabenraa Kommune for fjerde gang i træk prale med at have vundet den landsdækkende trafiktest. I år deltog 94 kommuner i testen, som afvikles af Rådet for Sikker Trafik og fokuserer på kommunernes samarbejde med politi og skole om at give børn og unge gode trafikvaner.

– Vi kan alle være stolte af det arbejde, der bliver gjort i Aabenraa Kommune. Samarbejdet mellem forvaltning, skole og politi er forbilledligt, og når man for fjerde år i træk er bedst i hele Danmark, er det et tegn på, at der kontinuerligt bliver ydet et godt stykke arbejde, siger Arne Leyh Petersen, der er formand i Aabenraa Kommunes Teknik- og Miljøudvalg.

På baggrund af en række kriterier kåres vinderen, og i år scorer Aabenraa Kommune 97 ud af 100 mulige point. Blandt andet roses Aabenraa Kommune for, at der på skolerne arbejdes kontinuerligt med trafiksikkerheden. Det bliver også bemærket, at det lokale politi i samarbejde med de enkelte skoler underviser og fokuserer på sikkerhed i trafikken.

– Det glæder mig i den grad, at Aabenraa Kommune endnu engang anerkendes for opmærksomheden på et vigtigt emne som trafiksikkerhed. Der kommer hele tiden nye børn i skolerne, hvorfor det er vigtigt at blive ved med at informere og undervise i trafiksikkerhed. Det bekræfter testen mig i, at vi i Aabenraa Kommune er gode til, siger formand for Børne- og Uddannelsesudvalget, Kirsten Nørgård Christensen i en pressemeddelse.

En af dem, der til dagligt sidder og arbejder med trafiksikkerhed og samarbejdet på tværs, er Aabenraa Kommunes trafiksikkerhedsmedarbejder, Hanne Mette Kjær. Og som koordinator for samarbejdet mellem politi, skole og forvaltning er hun i den grad medvirkende til, at Aabenraa Kommune igen kan lade sig hylde som vinder af Kommunernes Trafiktest.

– Det er da helt vildt fedt, at vi vinder for fjerde gang i træk. Det tætte samarbejde mellem politiet og de lokale færdselskontaktlærere på skolerne er en af hovedårsagerne til, at vi vinder. Vi vil fortsat i fremtiden have stor fokus på trafiksikkerhed og på tværfagligt samarbejde. Så jeg håber, vi også er med i toppen igen næste år, siger hun.

Læs mere om testen her: https://www.sikkertrafik.dk/samarbejde/kommune/kommunernes-trafiktest

Be the first to comment on "Aabenraa Kommune vinder trafiktesten for fjerde år i træk"

Efterlad en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.


*