Solcelleprojektet ved Svejlund er nu kommet så langt i processen, at Aabenraa Kommune starter høringsfasen for projektet nu.
Det handler om ca. 205 hektar landbrugsjord i Svejlund vest for Hellevad, der ønskes anvendt til opstilling af solceller, der skal producere strøm til produktion af methanol til skibssejlads.
Der holdes et borgermøde om projektet i Svejlund torsdag den 26. januar 2023 kl. 16:30-18:00 på hotel Kløver Es, Brystrupvej 2, Hellevad, 6230 Rødekro.
Skrivelsen fra Aabenraa Kommune:
Offentlig fremlæggelse af forslag til Kommuneplantillæg nr. 51 samt forslag til Lokalplan nr. 146 Solcelleanlæg ved Svejlund, vest for Hellevad
Aabenraa Byråd har den 21. december 2022 besluttet at offentliggøre:
⚫ Et forslag til Lokalplan nr. 146 for Solcelleanlæg ved Svejlund, vest for Hellevad.
⚫ Et forslag til Kommuneplantillæg nr. 51 til Kommuneplan 2015.
⚫ Miljøvurdering (herunder miljørapport og miljøkonsekvensrapport) af forslag til Lokalplan nr. 146 og Kommuneplantillæg nr. 51.
.Et forslag til §25-tilladelse.
Planforslagene og Miljøvurderingen omfatter ca. 205 ha ved Svejlund, hvoraf ca. 150 ha udnyttes til selve solcelleanlægget, og de resterende 55 ha friholdes. Arealerne anvendes på nuværende tidspunkt til landbrugsdrift.
Lokalplanen har til formål at sikre en anvendelse til teknisk anlæg i form af solcelleanlæg til elproduktion med tilhørende anlæg. Der tages hensyn til natur- og landskabsværdier, bl.a. ved etablering af afskærmende beplantning omkring solcelleanlægget.
Høring
Planforslagene sendes i offentlig høring fra den 10. januar til den 7. marts 2023. Forslagene kan ses på kommunens hjemmeside www.aabenraa.dk under “Aktuelle høringer”. Lokalplanforslag og forslag til kommuneplantillæg ses under “Kommuneplan og lokalplan”. Miljøvurdering og udkast til §25-tilladelsen ses under “Miljøkonsekvensrapporter”.
Eventuelle bemærkninger, forslag og indsigelser til planforslagene skal være skriftlige og være modtaget af Aabenraa Kommune, Plan, Teknik & Miljø, Skelbækvej 2, 6200 Aabenraa eller som e-post til plan@aabenraa.dk senest den 7. marts 2023.
Kilde: Aabenraa Kommune
