Aabenraa Kommunes nye seniorchef bringer mange års erfaring fra både plejehjem, hjemmepleje og sygepleje med sig og ser frem til at styrke den positive udvikling inden for ældreplejen i kommunen.
Fra 1. november sætter Marianne Høgsted sig i stolen som ny seniorchef i Aabenraa Kommune og afløser dermed Anni Oksen, der har været afdelingschef siden 2016 og nu går på pension.
Marianne Høgsted har en baggrund som sygeplejerske og kommer fra en stilling som distriktsleder for Hjemme- og Sygeplejen i distrikt Fjord i Sønderborg Kommune. Hun har gennem store dele af sit arbejdsliv beskæftiget sig med ældrepleje og ser derfor frem til at lede udviklingen af seniorområdet i Aabenraa Kommune.
– Som ny seniorchef vil jeg være med til at fortsætte den gode udvikling, så vi fortsat kan levere god velfærd til kommunens ældre, så de også har mulighed for at leve Det Gode Liv. Jeg ser også frem til at fortsætte implementeringen af faste teams, som har været en succes. En stor del af mit arbejde handler desuden om at skabe gode rammer for de mange dygtige medarbejdere på seniorområdet, som hver dag gør en forskel, udtaler Marianne Høgsted, den kommende seniorchef i Aabenraa Kommune.
Ud over Marianne Høgsteds baggrund som sygeplejerske med flere års erfaring fra ældreplejen, kommer hun også med mange års ledelseserfaring og har en Master i Public Management fra SDU. Denne kombination var blandt andet afgørende for valget af Aabenraa Kommunes nye seniorchef, som et enigt ansættelsesudvalg stod bag.
– Med ansættelsen af Marianne Høgsted som vores nye seniorchef har vi sikret os den ideelle profil til stillingen. Foruden at bringe stor praktisk erfaring fra arbejdet med ældreområdet, har hun også omfattende ledelseserfaring. Hun forstår, hvilken afgørende rolle god ledelse spiller for at skabe motivation og engagement blandt medarbejderne. Jeg ser frem til at byde hende velkommen 1. november og ser endnu mere frem til vores kommende samarbejde, siger Karen Storgaard Larsen, direktør for Social & Sundhed i Aabenraa Kommune.
Privat bor Marianne Høgsted i Gråsten og har tre voksne børn samt to børnebørn.
Kilde: Aabenraa Kommune