Dagli’Brugsen Hjordkær, der ligger i Aabenraa kommune, med uddeler Bjarne Edemann i spidsen er netop blevet kåret som Årets butik i Dagli’Brugsen 2021 blandt kædens omkring 300 butikker på landsplan.
Uddeler Bjarne Edemann, der har arbejdet i butikken i snart 8 år, er stolt over titlen:
”Det er virkelig fantastisk, at vi bliver Årets butik blandt Dagli’Brugsen-butikker i hele landet. Vi er bare en lille butik, og mange er meget større end os. Det er helt vildt,” siger Bjarne lige efter kåringen.
”I Dagli’Brugsen har vi mange engagerede butikker, der sikrer, at vi er hele Danmarks lokale, modige og ansvarlige hverdagssupermarked. Dagli’Brugsen Hjordkær er én af vores dygtige lokale butikker, hvor kunderne altid bliver taget godt imod. Derfor er det meget fortjent, at Bjarne og holdet får den fornemme titel,” siger kædedirektør i Dagli’Brugsen Maria Beck-Tange.
Årets butik er fundet ud fra kriterier som høj kundetilfredshed, høj medarbejdertilfredshed og flotte driftsresultater. Her ligger butikken i top på alle parametre. Mens Bjarne har været i butikken, er driftsresultatet forbedret markant. Salgschef for butikken Johan Drejer fortæller desuden:
”Holdet i butikken skaber en fantastisk stemning for vores kunder. Bjarne er også en god fyr, der altid har styr på sine ting, og som har hjertet med sig. Han er fantastisk og en sand holdspiller.”
Bjarne hjælper også til i andre butikker i området. Fx er han mentor for nye uddelere, og han hjælper flere butikker med at gøre status.
Dagli’Brugsen Hjordkær er en butik, der ikke er bange for at prøve nyt. De er blandt andet blevet dygtige til at drive ja tak-tilbud på butikkens Facebook-side. Senest har de fået en ny Merrychef-ovn, så de kan tilbyde kunderne varme, lækre mellemmåltider i fx frokostpauserne.
Kilde: Coop
