Aabenraa Kommune bekymret over mulige mangler i udligningsreformen

Regeringens forslag til en række ændringer i det kommunale udligningssystem vækker bekymring i Aabenraa Kommune. Grænsependlerskatten bør indgå i tilpasningen af udligningssystemet, så den går direkte til de grænsekommuner, som har udgiften.

30. januar offentliggjorde regeringen udspillet til ændringer af det kommunale udligningssystem. Udspillet stiller i udgangspunktet Aabenraa Kommune som en af få kommuner med en forventet neutral effekt.

Af udspillet kan også tolkes, at § 16-tilskuddet, der lige nu gives til vanskelligt stillede kommuner som et supplement til tilskuds- og udligningssystemet, afskaffes. Samtidig er der i Aabenraa Kommune forundring over, at man tilsyneladende ønsker at indføre et nyt og meget ustabilt kriterie i form et kommende tilskud til ø- og yderkommuner, som ser ud til at ramme yderkommuner som for eksempel Haderslev og Aabenraa meget forskelligt.

– For os i Aabenraa Kommune er der en nervøsitet over de ændringer, som regeringen foreslår på udligningsområdet. Vi er bekymrede for, at puljer og tilskud forsvinder eller ændres til vores ugunst, når vi kigger på tallene for vores kommune. Det giver en usikkerhed, siger borgmester Thomas Andresen i en pressemeddelelse.

Et væsentligt usikkerhedsmoment i udspillet er på området for grænsependlerskat. For Aabenraa Kommune har ønsket i over ti år været stort om, at grænsependlerskatten bør indgå i tilpasningen af udligningssystemet, så den går direkte til de grænsekommuner, som har udgiften.

– Vi har over en lang årrække forsøgt at sætte fokus på beskatning af grænsependlere. Den skat, som grænsependlerne betaler, går ikke til de kommuner, som har udgifterne til de rettigheder, som pendlerne har. Det bør en udligningsreform lave om på. Det er vigtigt for os, at det ikke bliver en nettoudgift at have grænsependlere, siger Thomas Andresen og fortsætter:

– Vi er i Aabenraa Kommune glade for, at de tyske medarbejdere er med til at holde vores virksomheder i gang. Derfor har vi også sammen med Sønderborg Kommune forfattet et brev til folketingspolitikere valgt i Sydjysk Storkreds. I det brev forklarer vi, hvor vigtigt vi synes, det er, at grænsependlerskatten indgår i tilpasningen af det udligningssystem, der lige nu arbejdes på.

Siden 2009 har den manglende skattebetaling til kommunen fyldt meget hos blandt andet de sønderjyske kommuner, som kunne se grænsependlernes skattekroner ende i statskassen til fordeling til alle landets kommuner frem for i kommunekassen i de kommuner, som har udgifterne til grænsependlere. Aabenraa Kommune håber, at der med en ny udligningsreform kommer en retfærdig fordeling af blandt andet grænsependlerskat.

Be the first to comment on "Aabenraa Kommune bekymret over mulige mangler i udligningsreformen"

Leave a comment

Your email address will not be published.


*