Ni år efter, at filmen om Hvidstengruppen trak fulde huse i biograferne, er Regner Grasten klar med en opfølger til succesen. Den vises eksklusivt som gallapremiere i Kinorama Aabenraa Biograf lørdag 4. december klokken 14.00. Producer Regner Grasten, instruktør Anne-Grethe Bjarup Riis samt skuespillerne Bodil Jørgensen og Marie Bach Hansen vil deltage i en talk på dagen.
Den danske film ”Hvidstengruppen II – De efterladte” er opfølgeren til publikumssuccesen Hvidstengruppen fra 2012 og vil få gallapremiere i Aabenraa lørdag 4. december. Filmen berører en grum, virkelig og underbelyst fortælling fra 2. verdenskrig om kvindernes skæbne i Fiil-familien. Filmen får gallapremiere i Aabenraa, fordi den rummer scener, der er optaget i Padborg. Det var her læger, sygplejersker og frivillige i 1945 bemandede den karantænestation, der tog imod tog og hvide busser, der ankom med frigivne KZ-fanger ved 2. verdenskrigs slutning. En række lokale deltog som statister i forbindelse med optagelserne.
Premieren starter på Hotel Europa klokken 13.00, hvor de 120 inviterede gæster bliver budt på den berømte Hvidsten-æggekage. Det er borgmester Thomas Andresen, der er vært, og producer Regner Grasten og instruktør Anne-Grethe Bjarup Riis, der introducerer til filmen og optagelserne. Kort før klokken 14 krydser publikum via den røde løber over smøgen til Kinorama, hvor filmen vises klokken 14.00 i begge sale.
Efter filmen kan publikum stille spørgsmål til producer, instruktør og skuespillerne Bodil Jørgensen og Marie Bach Hansen, som vil være til stede fordelt i de to sale. Der vil både blive talt om filmen og tilknytningen til historien fra grænselandet. Blandt det inviterede publikum er efterkommere af sygeplejersker, der deltog i at modtage de frigivne KZ-fanger, repræsentanter for hjemmeværnet samt museumshistorikere, der kender til hele den gribende historie.
Arrangementet er kun for indbudte gæster, og pressen er inviteret til at dække gallapremieren. En tilmelding gælder såvel introduktionen på Hotel Europa, som deltagelse i filmvisningen og den efterfølgende talk. Hvis man ikke ønsker at se filmen efter den røde løber og deltage i talken, skal det noteres i tilmeldingen til cbje@aabenraa.dk. Husk at angive, hvor mange billetter der ønskes. Da der kun er et begrænset antal billetter, bedes man derfor melde tilbage senest tirsdag 23. november. Hvis man deltager i gallapremieren, skal man samtidig kunne fremvise gyldigt coronapas.
Filmen er støttet af Det Danske Filminstitut, Den Vestdanske Filmpulje, Randers Kommune, Aabenraa Kommune og The National Film Center i Letland. Den officielle premiere i de danske biografer er lørdag 25. december.
Program for dagen:
•Klokken 13.00-13.45 appetizer på Hotel Europa – H.P. Hanssens Gade 10, 6200 Aabenraa.
•Klokken 13.45-14.00 går de indbudte gæster på den røde løber fra Hotel Europa til Aabenraa Biograf.
•Cirka klokken 16.15-17.00 er der i biografens to sale en talk med producer Regner Grasten, instruktør Anne-Grethe Bjarup Riis samt skuespillerne Bodil Jørgensen og skuespiller Marie Bach Hansen.
Kilde: Aabenraa Kommune
