Blumes Kiosk er igen åben for gæster og besøgende. Den over 100 år gamle kiosk er nu udlejet til Vin og Gastro, som står klar til at servere softice og andre lækkerier ud ad vinduet i den ikoniske røde kiosk på Nørretorv, der er en del af gågaden i Aabenraa.
Da Aabenraa Kommune ved årsskiftet købte Blumes Kiosk på Nørretorv, fik Business Aabenraa, Aabenraa Kommunes lokale erhvervsservice, til opgave at udleje den historiske kiosk og gøre den aktiv i bybilledet igen.
Siden da er der i Business Aabenraa brugt tid på at opdatere den 100 år gamle kiosk og gøre den attraktiv for udlejere og ikke mindst at finde den rette lejer. Derfor er Business Aabenraa glade for at meddele, at kioskens nabo, restauranten Vin & Gastro, har indgået en lejeaftale for resten af 2024, hvilket betyder, at Blumes Kiosk igen er åben for gæster og besøgende.
Genåbningen glæder både Aabenraas borgmester Jan Riber Jakobsen og Charlotte Hylleberg, direktør i Business Aabenraa:
– Det er fantastisk at se, hvordan et stykke af byens historie igen kommer til live og kan bidrage til byens atmosfære. Det er noget, som både borgere og besøgende vil sætte pris på,” siger Jan Riber.
Charlotte Hylleberg tilføjer:
– Genåbningen af Blumes Kiosk er et vigtigt skridt i vores indsats for at styrke detailhandelen og skabe en attraktiv bymidte. Derfor er vi rigtig glade for, at det hele faldt på plads, så borgere og gæster allerede kan få glæde af kiosken hen over sommeren, siger Charlotte Hylleberg.
Kilde: Business Aabenraa