Fra på tirsdag den 21. maj hamres og bankes der på Stegholt Renseanlæg i Aabenraa, hvor pæleramningen til et kommende fundament finder sted.
Beboere i området kan i en kortere periode være generet af støj, når pælene skal rammes i jorden. Derfor er de blevet varslet af entreprenøren via SMS.
Arwos opfører en 500 m3 stor slamlagertank i forbindelse med renseanlægget, som skal bidrage til mere grøn strøm.
”Med den nye tank sikrer vi vores biogassystem, så biogassen bliver inde i systemet. På den måde kan vi bedst muligt udnytte den bæredygtige ressource. Det er jo grøn strøm,” siger Signe Schytt Nielsen, projektleder ved Arwos Spildevand.
Den nye tank bliver nemlig med gasudtag. Det gør, at der bliver mulighed for at udnytte gassen bedre end i dag. Gassen sendes gennem en generator, der producerer el. Dette betyder, at Arwos kan levere mere grøn strøm til ledningsnettet.
Med blik for centralisering
Med en kapacitet, der er næsten dobbelt så stor som de eksisterende tanke, er den nye slamlagertank mere end en opgradering. Det betyder, at Arwos på Stegholt kan håndtere en større slammængde i fremtiden og være klar til den påtænkte centralisering, hvor spildevand fra mindre renseanlæg ledes til anlægget i Aabenraa.
Efter slammet har været i rådnetanken pumpes det udrådnede slam til slamlagertanken. Her kan slammet ligge og fortsætte afgasning, inden det skal videre til afvanding og senere ud på landbrugsjord.
Med den nye slamlagertank kan vi også fremover overholde de nyeste lovkrav fra Energistyrelsen.
Den nye tank forventes at stå klar i starten af december 2024. Dette nye byggeri er en del af en række projekter på Stegholt Renseanlæg, der skal forbedre den samlede effektivitet og klargøre til fremtiden).
Kilde: Arwos