Banken har i første halvår 2021 præsteret et godt resultat og forventer nu at realisere et resultat for hele 2021 på 100-130 mio. kr. før skat
-Vi har haft et rigtig godt 1. halvår 2021, fortæller bankdirektør Lars Frank Jensen. -Det resulterede da også i, at vi allerede i juli kunne opjustere forventningen til resultatet for 2021 som helhed, nemlig fra 70-100 mio. kr. til 100-130 mio. kr. før skat.
-At det grundlæggende går banken rigtig godt, vil jeg især tilskrive det forhold, at kunderne virkelig bruger banken og søger banken. At det ved halvåret er gået banken ekstraordinært godt, vil jeg især adressere til Coronapandemien. For den har indtil videre været banken nådig i forhold til det, vi havde frygtet.
Kunderne bruger og søger Kreditbanken
-Som det var tilfældet i årets 1. kvartal således også i 2. kvartal. Vi har haft travlt på især 3 områder, oplyser bankdirektøren. Kunderne har efterspurgt investerings-rådgivning, kunderne har været aktive på boligområdet som sjældent set. Og så har vi endnu et kvartal haft gang i at byde mange nye kunder velkommen i banken – godt og vel 9 pr. arbejdsdag.
Coronapandemien har været banken nådig
Lars Frank Jensen fortæller yderligere: -Gennem 2020 har banken i såkaldte ledelsesmæssige skøn ad flere omgange reserveret betydelige beløb for at afdække de mulige økonomiske virkninger af Coronapandemien – faktisk hele 58 mio. kr. En del af disse penge har vi nu valgt at tage til indtægt igen – ganske enkelt fordi vi har kunnet konstatere, at Coronapandemien har påført mange af vores kunder mindre skade end tidligere frygtet. At Cornapandemien på den måde også har været banken nådig, booster så at sige så vores halvårsresultat.
Solid bank
Bankresearch har i begyndelsen af maj 2021 offentliggjort den årligt tilbagevendende analyse af, hvor solide de danske pengeinstitutter er. Analysen viser, at Kreditbanken ligger på førstepladsen blandt 53 pengeinstitutter. I 2019 lå banken nr. 2, og i 2018 lå banken nr. 1.
Kreditbanken fokuserer på
- at have en robust egenkapital, der næsten udelukkende består af aktiekapital og opsparet overskud. Fra 2017 til 2021 har banken via sine overskud således øget egenkapitalen med 255 mio. kr.
- at kunne præstere overskud kvartal for kvartal. Det har været tilfældet kvartal for kvartal de seneste 5 år.
