Åben Havn i Aabenraa nu på fredag den 8. september – Fest og musik – se hele programmet her

Nu på fredag den 8. september er der for første gang nogensinde Aaben Havn på Aabenraa Havn.

Nu er programmet for kæmpeeventen, der forløber over 12 timer, endeligt klart.

Det byder både på erhvervskonference, udstillinger, underholdning, koncerter og masser af aktiviteter for hele familien til lands, til vands og i luften.

Når Aabenraa Havn og havnens kunder fredag den 8. september inviterer til Aaben Havn, er det så absolut det største offentlige arrangement i havnens 766-årige historie.

Interessen for arrangementet er massiv.

 – Vi er helt overvældede af den enorme interesse. Her med en lille uge endnu har flere end 6.000 personer reageret positivt på invitationen på de sociale medier, og vi får simpelthen så mange positive tilkendegivelser. Vejret ser også ud til at være med os. Så vi er slet ikke i tvivl om, at det bliver en helt særlig dag på havnen, siger havnedirektør Henrik Thykjær.

Havnens medarbejdere og erhvervskunder har gennem sommeren haft travlt med at få arrangementet på plads.

 – At arrangere et så stort event er ikke noget hverken vi eller vores kunder normalt beskæftiger os med, men det har været en virkelig fed oplevelse. Vi er alle kommet til at se på havnen fra helt nye vinkler, og det har været en rigtig god proces med masser af aha-oplevelser, når vi har skullet forholde os til, hvordan vi bedst kan give borgerne indblik i havnens hverdag, og hvor vigtig havnen er for hele Sønderjylland, siger Henrik Thykjær.

Erhvervskonference og udstillinger sætter fokus på havnens betydning

Når Aaben Havn slår dørene op kl. 12, bliver det muligt at møde havnens mange kunder og samarbejdspartnere.

I alt står mere end 40 forskellige virksomheder, foreninger og organisationer klar med udstillinger og indblik.

F.eks. kan man komme indenfor i Ewers’ fabrik, se den enorme blokvogn, som Rafn bruger til transport af vindmøllekomponenter, og komme ombord på Aabenraa Trosseføres trossebåde Julle og Tulle.

Mange virksomheder har produktprøver med, så publikum kan se og mærke, hvad det er for en slags gods, der typisk går over kaj i Aabenraa. F.eks. viser E. Krag, hvordan sand, granitskærver og vejsalt kommer fra skib til at ligge i en pose i byggemarkedet, og Rimeco viser, hvordan de forvandler kabelskrot til nye råvare, der igen kan indgå i produktion af nye produkter.

Nature Energy gør det muligt at prøve kræfter med kran og sugeslange, imens Biofuel Technology gør alle interesserede klogere på biogas-processen m.m.

Kl. 13-15 er der erhvervskonference på havnen, hvor beslutningstagere, eksperter, brancheforeninger og virksomheder debatterer Syddanmarks kritiske infrastruktur til lands, til vands og i luften – og de muligheder og trusler, den står over for. Debatten kan overværes af alle.

 – Aabenraa Havn spiller en afgørende rolle for virksomheder, arbejdspladser og udvikling i hele Sønderjylland. Særligt sektorer som landbruget og bygge- og anlægsbranchen er helt afhængige af, at vi også i fremtiden har en erhvervshavn i Sønderjylland. På samme måde er havnen en forudsætning for Sønderjyllands grønne omstilling, både fordi søvejen er den grønneste transportform, og fordi transport af de enorme vindmøllekomponenter til bl.a. havvindmølleparkerne sker via havnene. Så derfor er der god grund til at stille skarpt på, hvordan vi bedst kan sikre de mest optimale udviklingsrammer for vores kritiske infrastruktur, forklarer Henrik Thykjær.

Konferencen indledes med tre korte indlæg fra Institut for Fremtidsforskning, Udviklingsråd Sønderjylland og Danske Havne. Bagefter er der paneldebat.

I panelet sidder Jakob Svane, der seniorchefkonsultent i Dansk Industri, Aabenraas borgmester Jan Riber Jakobsen, Sønderborgs borgmester Erik Lauritzen, direktør for Padborg Transportcenter Jesper Schimann samt Michael Lundgaard Thomsen, der er direktør for Aalborg Portland.

Fest for hele familien

Hele dagen igennem vil der være masser af oplevelser for hele familien på Aabenraa Havn. I tidsrummet fra 12 til 17 kan man f.eks. tage med på guidet bustur på havnen, sejle med rib-båd og træskibe, flyve med helikopter og gå på skattejagt.

Kl. 15.30 er der underholdning for børn og barnlige sjæle, når ingen ringere end Onkel Reje, der er kendt fra Ramasjang, lægger til kaj med sit Skide Skøre Gameshow.

Der vil også være masser af godt til ganen, da lokale sønderjyske restauratører står klar med lækkerier i en række forskellige madboder. F.eks. er der hjemmelavet is fra Frydendal Ismejeri, imens Dining by Kretzmann serverer burrata, grillet fisk, BBQ short ribs og æbletærte. Folkehjem disker op med lækre pølser og brød, og Krusmølle står klar med salat og Meatball Subs. Havnens Maskinværksted serverer hjemmelavet røget bacon, og der vil også være lækkerier fra bl.a. Marskdestilleriet, Augustenborg Garden og Ulles svin.

Sidst men ikke mindst rundes Aaben Havn af med et brag af en koncert. Faktisk er det hele tre koncerter, for kl. 18.30 går Folkeklubben på, kl. 20.30 tager Blæst over, og kl. 22.30 giver Magtens Korridorer aftens sidste koncert.

Havnen og havnens kunder betaler gildet

Hele Sønderjylland er inviteret med til Aaben Havn. Alt efter vejret forventer Aabenraa Havn, at mellem 3.000 og 5.000 gæster vil deltage. Langt det meste af eventen er gratis, og pengepungen skal kun findes frem ved madboderne, eller hvis man vil en tur op i helikopteren eller en tur på vandet med rib-båd eller træskibe.

 – Det er enormt vigtigt for både havnen og havnens kunder, at alle skal kunne være med. Aabenraa Havn er en offentlig ejet kommerciel virksomhed, der på den måde tilhører os alle. Men selvom havnen er offentlig ejet, koster den ikke borgerne en krone, og det gør Aaben Havn heller ikke. Det skyldes, at havnen er 100% selvfinansierende, forklarer Henrik Thykjær.

Aabenraa Havn har en sund økonomi, og ved sidste årsregnskab havde havnen et overskud på 4,3 mio. kr. I en privat virksomhed kan overskuddet udloddes til ejere eller aktionærer, men sådan er det ikke på Aabenraa Havn. Her kan der ikke udloddes udbytte til ejeren. Overskuddet skal i stedet reinvesteres i havnens drift og udvikling og dermed give havnens kunder bedre mulighed for vækst og udvikling.

 – Selvfølgelig koster et arrangement som Aaben Havn mange penge, men her på havnen synes både vi og kunderne, at det gode naboskab og det tætte parløb mellem by og havn er hver eneste krone værd. Det er vores måde at give tilbage og sige stort tak til både Aabenraa og hele Sønderjylland, slutter Henrik Thykjær.

FAKTA: PROGRAM FOR AABEN HAVN

Fredag den 8. september kl. 12.00-23.45

Søndre Havnevej, 6200 Aabenraa

Kl. 12:00 – 17:00 FESTIVALSPLADSEN

Mød virksomhederne på og omkring havnen

· Tag på skattejagt

· Hop en tur i sandkassen

· Oplev de store maskiner på havnen

· Kom med på en guidet bustur på Aabenraa og Ensted Havn kl. 12:30, 13:30, 14:30 og 15:30 fra Søndre Havnevej

· Smag på sønderjyske lækkerier i oasen med en række af lokale restauratørers madboder

· Flyv med helikopter fra Sønderjyllandskajen og se havnen, byen og fjorden fra oven (mod betaling)

Kl. 12:00 – 17:00 V. REESE MARIN

· Ta’ en hurtig tur på vandet med RIB båden (mod betaling)

· Se de flotte både

· Hør om lodsbåden fra DanPilot

· Mød trosseførerne fra Aabenraa Trosseføring

Kl. 12:00 – 17:00 GAMMELHAVN

· Kom ombord på Søværnets patruljefartøj FREJA

· Sejl en tur på fjorden med de smukke træskibe EBBA AAEN og MIK PEDERSEN, som sejler hver halve time fra 12.30 – 16.00 (mod betaling)

· Oplev de smukke modelbåde fra Aabenraa Sejl Club

Kl. 13:00 – 15:00 TIPPI-TELTENE & LILLE SCENE 


Erhvervsarrangement: Fremtidens infrastruktur i Syddanmark

· Oplæg v/ Udviklingsråd Sønderjylland, Danske Havne & Havnepartnerskabet og Institut for Fremtidsforskning

· Paneldebat m. Jakob Svane (Seniorchefkonsultent, Dansk Industri), Jan Riber Jakobsen (Borgmester, Aabenraa), Erik Lauritzen (Borgmester, Sønderborg), Jesper Schimann Hansen (Direktør, Padborg Transportcenter), og Michael Lundgaard Thomsen (Direktør, Aalborg Portland).

Kl. 15:30 STORE SCENE
Børneunderholdning for børn og barnlige sjæle

· DJ Jonas Bonnerup skaber stemning fra kl. 15

· Onkel Reje fra Ramasjang med sit Skide Skøre Gameshow

Kl. 17.00 STORE SCENE

Vær med til at døbe Aabenraa Havns tre kraner v. kunstprojektet Performing Landscapes – Havnens Stemmer

Kl. 18:30 – 23:45 STORE SCENE
En hel aften med tre af Danmarks store musiknavne

18:30: Folkeklubben

20:30: Blæst

22:30: Magtens Korridorer

Kl. 23:45: TAK FOR I DAG

DEM KAN DU MØDE TIL AABEN HAVN

AG Electric

Arwos

Autoforum Aabenraa

Biofuel Technology

Danpilot

Danske Havne og Shipping

DLG

E. Krag Råstoffer herunder Faxe Kalk og Viking Bioenergi

European Energy

Ewers

Historisk Samfund for Sønderjylland

HLT Service

Jes P. Jessen

Meldgaard

Museum Sønderjylland

Nature Energy

Padborg Transportcenter

Reese Marine

Rimeco

SDK herunder Petersen Tegl og Torben Rafn

Skaks

Stema herunder Jebsen, Unicon, Contiga og Arkil

Sydbank

Sydjysk Lift

Sydjysk Marineservice

SønderjyskE Kvinder

Søværnet

Volvo

Zeppelin

Aabenraa Cylinderservice

Aabenraa Havn

Aabenraa Kommune – bosætning + Projekt Performing Landscapes

Aabenraa Trossefører

Aalborg Portland

Kilde: Bl.a Aabenraa Havn