Toldstyrelsen har fundet store knald gemt i pakker

I forbindelse med kontrol af pakker på et lager i Jylland tilbageholdt Toldstyrelsen i ugen før påske over 140 kg fyrværkeri. De mange kilo fyrværkeri var fordelt på ni pakker, der var på vej til forskellige danske adresser.

Det er forbudt at indføre fyrværkeri til Danmark uden tilladelse. Forbuddet gælder også CE-mærket fyrværkeri. Michael Lund, kontroldirektør i Toldstyrelsen, siger:

– Fyrværkeri skal man omgås med varsomhed, og det skal transporteres forsvarligt. Det hører ikke hjemme i den almindelige transport af post og pakker. Reglerne er ganske enkle: man må ikke købe fyrværkeri i udlandet eller i udenlandske netbutikker uden tilladelse fra myndighederne, og vi stopper det, når vi ser det i vores toldkontrol.

De seneste opgørelser fra Toldstyrelsen viser, at der i 2019 blev tilbageholdt 360 kg fyrværkeri.

– Vi ser løbende forsøg på at smugle fyrværkeri ind i Danmark, men mere end 140 kg på en uges tid er en stor mængde. Når man køber ulovligt fyrværkeri, sætter man mange menneskers helbred i fare, også sit eget, fordi fyrværkeriet kan være produceret uden hensyn til almindelige regler for produktsikkerhed, siger Michael Lund.

Toldstyrelsen har overdraget det tilbageholdte fyrværkeri til politiet.