ROCKWOOL får EU’s miljøpris i Danmark

Mandag den 1. marts modtog ROCKWOOL EU’s Miljøpris 2020 i Danmark. Det skete, da IDA (Ingeniørforeningen i Danmark), udråbte ROCKWOOL som vinder i kategorien ”bæredygtige processer”. Prisen er en anerkendelse af ROCKWOOLs udvikling og implementering af innovativ smelteteknologi og processer, der har reduceret udledningen af CO2 med mere end 70% fra de danske fabrikker.

Frank Larsen, adm. direktør i RW-NC, og Bjørn Andersen, der er direktør for Teknologi & Produktion i ROCKWOOL Group, modtog prisen på vegne af ROCKWOOL.

– På vores danske fabrikker har rejsen fra afprøvning af de første prototyper til implementering af den færdige teknologi været utrolig spændende. At vinde EU’s miljøpris i Danmark er både en stor anerkendelse af vores internationale udviklingsafdeling, men samtidig et stort, velfortjent skulderklap til de danske fabrikker, sagde Frank Larsen under prisoverrækkelsen og glædede sig over, at de nye smelteprocesser på basis af CO2-neutral biogas gør ROCKWOOL i stand til at gå på markedet med isoleringsprodukter med markant mindre klimaaftryk.

Med til at løse fremtidens klimaproblemer

Formanden for den danske jury af EU’s Miljøpris, Hanne Bach fra IDA Miljø, siger om valget af ROCKWOOL som prisvinder:

– Prisen for bæredygtige processer går til ROCKWOOL. De viser, hvordan vi kan bruge ingeniørkunst til at udvikle nye teknologier, der gør en forskel i løsningen af nogle af de klimaproblemer, vi står overfor i dag.”

Selve prisoverrækkelsen foregik virtuelt og havde knap 100 deltagere fra hele landet. Det er ingeniørforeningen, IDA, der efter aftale med EU-Kommissionen og Miljø- og Fødevareministeriet forestår konkurrencen, og derfor deltog også miljøminister Lea Wermelin med en særlig videohilsen.