TMT Håndbold: Lokal ejendomsmægler i Tønder forlænger sponsorat og ansætter håndboldspiller

Ejendomsmægleren Nybolig i Tønder har forlænget sit partnersponsorat med TM Tønder og har samtidig ansat en af klubbens spillere i firmaet. Nybolig er nu Partner 29-sponsor og har dermed forpligtet sig til at bakke klubben økonomisk op i de kommende tre år.

Håndbold er hjerteblod

– Vi har været sponsorer for klubben længere, end jeg kan huske. Jeg er selv nærmest vokset op i Tønderhallen, har selv spillet på klubbens førstehold, været træner for et drengehold og er i dag medlem af klubbens bestyrelse. Håndbold er virkelig mit hjerteblod, og jeg vil rigtig gerne give noget tilbage til klubben, der har givet mig så meget, fortæller ejendomsmægler Michael Riis.

Morten Clausen Carstensen er blevet medejer af Nybolig Tønder, og det har ikke mindsket engagementet i TM Tønder.

– Morten er et meget engageret foreningsmenneske og bakker fuldstændig op. Ovenikøbet har vi i år ansat en af klubbens elitespillere på kontoret, fortæller Michael Riis.

Fleksibelt job ved siden af håndbolden

Klubbens venstrefløj Magnus Sadova tager sig af kreditvurderinger i et deltidsjob, der kan kombineres med håndboldtræningen.

– Det betyder virkelig meget for mig at få denne mulighed, så jeg er glad for, at der var lydhørhed og hurtig hjælp fra klubben, da jeg havde brug for det. Det er flot, at en sponsor som Nybolig tilbyder mig et så fleksibelt job, at det kan fungere sammen med vores træning. Det betyder, at jeg kan spille her i Tønder, og at jeg har andet end håndbold at beskæftige mig med. Det er jeg virkelig glad for, siger Magnus Sadova.

Magnus Sadova har en baggrund som ejendomsmæglertrainee.

Lokale virksomheder hjælper spillerne til Tønder

– Klubben gør en stor indsats for at trække spillerne til Tønder og finde job til dem i lokale virksomheder. For os i erhvervslivet er det en god mulighed for at få nogle dygtige, unge medarbejdere, som måske vil blive i kommunen eller vende tilbage hertil på et senere tidspunkt. Klubbens bosætningspolitik er virkelig et aktiv for området, siger Michael Riis.

Sponsorat frem til 2029

Med det nye sponsorat har Nybolig forpligtet sig til at være sponsor indtil 2029.

– Vi binder os gerne i en længere periode, for det er nødvendigt med et solidt økonomisk grundlag for at kunne udvikle klubben. Samtidig er TM Tønder meget mere end håndbold. Klubben er kendt for at udvikle unge mennesker, og klubbens indsats giver masser af god og positiv omtale af vores kommune i hele landet. Et godt image, som også fanklubben Red Support understøtter ved at møde talstærkt op og sætte et flot aftryk ved alle udekampene rundt i landet.

Samtidig betyder klubbens indsats over for sponsorerne, at vi har et fint netværk blandt sponsorerne, hvor vi styrker vores forbindelser og det gode lokale samarbejde, understreger Michael Riis.

Drømmer om ligahåndbold i en ny hal

Nybolig vil være sponsor mange år endnu, lover Michael Riis.

– Min personlige drøm er, at TM Tønder kommer til at spille ligakampe i en ny hal. Sportsligt er klubben rigtig godt på vej, men for at det lykkes, skal der større opbakning til fra virksomheder i hele kommunen. Vi skal som eksisterende sponsorer støtte mest muligt – og så skal der flere sponsorer til, for at klubben kan klare sig i den stadig stigende konkurrence inden for elitehåndbolden. Jeg håber virkelig, at flere sponsorer fra hele kommunen træder til og bakker op om kommunens sportslige fyrtårn, lyder opfordringen fra Michael Riis.

TM Tønder glæder sig over erhvervslivets støtte

I TM Tønder er man meget glade for erhvervslivets opbakning.

– Det er fornemt, at virksomheder i Tønder Kommune tilbyder spillere ansættelse på så fleksible vilkår, at det kan passes ind med de mange timers træning. Det giver klubben et godt udgangspunkt for at tiltrække dygtige spillere, og det giver spillerne en langt bedre hverdag, når de får beskæftigelse og netværk uden for håndboldbanen, siger salgsdirektør Michael Lærkedal.