I morgen, onsdag den 7. oktober inviterer Universe til en helt særlig Halloween After Dark-aften, hvor parken holder åbent efter mørkets frembrud med levende Halloween-aktører, ildshow, VR-gys og attraktioner i mørket.
Få dage senere fortsætter Halloween-stemningen, når Universe fra 10.-17. oktober forvandles til et stort, familievenligt Halloween-univers.
Når mørket falder på over Universe Science Park, bliver oplevelsen en helt anden.
Onsdag den 7. oktober inviterer Universe til Halloween After Dark – en særlig aften, hvor parken får ekstra Halloween-stemning med lys, levende aktører, ild og oplevelser for både dem, der helst vil hygge sig, og dem, der gerne vil udfordre nerverne lidt mere.
Selve parken åbner fra kl. 18.00-20.00, men allerede fra kl. 17.00 kan gæsterne komme ind i et aflukket hyggeområde på terrassen.
Her kan aftensmaden og Halloween-hyggen begynde med blandt andet søde og salte pandekager fra Heksehytten samt sandwich og andre lækkerier fra Bread & Coffee. På menuen er blandt andet pumpkin spice latte, varm kakao og churros.
Fra kl. 17.00-20.00 får Universe samtidig besøg af Eventtrailer.dk med en af Danmarks få mobile VR-Halloweenoplevelser. Her kan de modige gæster træde indenfor til en virtuel Halloween-oplevelse ud over det sædvanlige.
Halloween for både de modige og de knap så modige
Når portene til parken åbner kl. 18.00, bliver Halloween After Dark for alvor skudt i gang.
De første 400 børn kan mellem kl. 18.00 og 18.30 få en særlig trick-or-treat-pose, og rundt omkring i parken kan gæsterne møde levende Halloween-aktører og opleve Universe på en helt ny måde, når mørket falder på.
Kl. 18.45 byder aftenen på et spektakulært show med levende flammer og senere på aftenen afsluttes underholdningen med et LED-show.
Flere af Universes populære attraktioner holder samtidig åbent, blandt andet Space Spinner, Gravity Tower, Blå Kube, VR, Beat the Storm, Fire Zone, Water Zone og Bubble Lab.
Men Universe har gjort sig umage for, at Halloween After Dark skal være en oplevelse for alle.
Derfor er parken opdelt i forskellige Halloween-zoner.
Størstedelen af Universe er grøn zone, hvor stemningen er hyggelig og familievenlig uden egentlige forskrækkelser. Enkelte områder er markeret som gul zone, hvor oplevelsen bliver
lidt mere uhyggelig, mens de særligt modige kan bevæge sig ind i en rød zone, hvor der er større risiko for at blive rigtig forskrækket.
Halloween fortsætter hele efterårsferien
Halloween After Dark bliver samtidig startskuddet til en oktober fyldt med mystik i Universe.
Fra 10.-17. oktober kl. 10.00-17.00 afholdes Halloween Week, hvor hele familien kan opleve parken i Halloween-klæder.
Skeletter, edderkopper, spøgelser og mystiske væsner flytter ind i Universe og rundt omkring i parken venter sjove aktiviteter, små overraskelser og familievenlige gys.
Halloween Week er skabt med fokus på den klassiske Universe-kombination af leg, oplevelser og nysgerrighed – denne gang tilsat efterårsstemning og Halloween-magi.
Monsterbillet til de små monstre
Børn, der gerne vil have lidt ekstra ud af besøget, kan under Halloween Week købe en særlig Monsterbillet til 100 kroner.
Monsterbilletten indeholder klip til udvalgte Halloween-oplevelser rundt omkring i parken og giver dermed mulighed for at skrue endnu mere op for dagens Halloween-eventyr.
Einstein-sæsonkort giver adgang til Halloween After Dark
Gæster med et Einstein-sæsonkort til enten 2026 eller 2027 behøver ikke købe billet til Halloween After Dark.
De skal blot møde op og vise deres gyldige sæsonkort ved indgangen.
Program – Halloween After Dark, onsdag 7. oktober
17.00: Hyggeområdet åbner med mulighed for køb af mad og drikke.
17.00-20.00: Halloween VR-oplevelse fra Eventtrailer.dk på terrassen.
18.00: Halloween After Dark åbner i parken.
18.00-18.30: Trick-or-treat-poser til de første 400 børn.
18.45-19.00: Ildshow med levende flammer ved scenen ved Space Spinner.
19.45-19.50: LED-show ved scenen ved Space Spinner.
20.00: Halloween After Dark slutter.
Fakta
Halloween After Dark Onsdag 7. oktober 2026 Hyggeområde: kl. 17.00-20.00 Parken: kl. 18.00-20.00
Halloween Week 10.-17. oktober 2026 Kl. 10.00-17.00
Sted: Universe Science Park, Nordborg
