Nyt center vil tjekke at milliardinvesteringer i naturen virker

De to ledere af det nye Danish Center for Eco-Recovery. Til venstre Sam Cushman fra SDU og til højre Ellen Braae fra KU. Olala/Carlsbergfondet

Danmark er i fuld gang med en ambitiøs indsats for naturgenopretning.

Nyt center får nu 50 mio. kr. fra Carlsbergfondet til at undersøge, hvad der virker, og hvordan naturen bedst kommer tilbage.

Danmarks landskaber står over for en historisk forandring. Med bl.a. den grønne trepart og omfattende investeringer i naturgenopretning skal naturen have mere plads, vandløb skal genskabes, lavbundsjorde omlægges, og nye naturområder skal udvikles. Men hvordan sikrer vi, at alle indsatserne faktisk virker?

Det spørgsmål skal et nyt forskningscenter forsøge at besvare. Carlsbergfondet har bevilget 50 mio. kr. til etableringen af Danish Centre for Eco-Recovery (DanCER), som skal skabe ny viden om, hvordan naturgenopretning kan planlægges, måles og forbedres over tid.

Centret skal ledes af to forskere: Sam Cushman, der er professor på Biologisk Institut, Syddansk Universitet, hvor han bl.a. forsker i landskabsøkologi og Ellen Braae, der er professor på Institut for Geovidenskab, og Naturforvaltning, Københavns universitet, hvor hun bl.a. forsker i landskabsarkitektur.

Ifølge Sam Cushman kommer centret på et tidspunkt, hvor behovet for viden er særligt stort:

“Danmark er et af de mest ambitiøse lande i verden, når det gælder naturgenopretning. Der investeres betydelige ressourcer i at give naturen bedre vilkår, men vi ved ikke altid, hvad der virker. Beslutningstagerne skal blive bedre til at beslutte, hvad der skal genoprettes, hvordan det skal gøres, og hvordan resultaterne bedst evalueres”.

Det bliver ikke det nye centers opgave at beslutte indsatserne, men at levere den bedst mulige viden til beslutningstagere.

Naturgenopretning er blevet et centralt redskab i bestræbelserne på at håndtere biodiversitetskrisen og de voksende konsekvenser af klimaforandringerne. Men selvom mange lande taler om at genoprette natur, er det vanskeligt at omsætte ambitionerne til handling.

Naturgenopretning er nemlig både dyrt og komplekst, og mange forskellige interesser skal varetages. Derfor bliver projekter ofte gennemført uden et systematisk grundlag for at vurdere, hvad der virker bedst, mener Sam Cushman og Ellen Braae, og det skal der ændres på.

Det nye center tager afsæt i danske vilkår og erfaringer, men ambitionen er international, for mange andre lande står over for de samme udfordringer som Danmark.

Ellen Braae siger: 

“Danmark er et førsteklasses laboratorium for at undersøge, hvordan vi kan designe naturgenopretning – og menneskers oplevelse af den. Med et markant og allestedsnærværende menneskeligt aftryk giver Danmark en unik mulighed for at forstå, hvordan udformningen af genoprettede landskaber kan påvirke den måde, mennesker oplever, værdsætter og tager vare på naturen”.

————————-

Danish Center for Eco-Recovery (DanCER) er et interdisciplinært forskningscenter, der støttes af Carlsbergfondet med 50 mio. kr. over seks år. Bevillingen er del af en ekstraordinær pulje på 150 mio. kr., der uddeles i anledning af Carlsbergfondets 150 års jubilæum.