Søndag d. 20. september åbner de danske landmænd dørene for familien Danmark. De viser stolt deres erhverv og gårde frem, og tager gerne en snak med dig om, hvordan de passer dyrene og driver markerne.
Endnu en gang byder vi velkommen til Åbent Landbrug. Der venter masser af frisk luft og sjove oplevelser – du skal blot træffe en beslutning om, hvilken landmand, du og familien gerne vil besøge.
Åbent Hus
Der holdes både store og små Åbent Hus afhængig af ønsker fra den enkelte landmand. Tag et kig herunder og find ud af, hvad du er til og hvem du har lyst til at besøge i vores område.
Malkekvæg // Nørupgaard

På Nørupgaard bor familien Schelde. Peter driver gården, som er en konventionel mælkeproduktion med 650 malkekøer og 450 kalve/ungdyr. De 10 medarbejdere hjælper med at styre kørerne gennem malkekarrusellen og dyrke de knap 350 ha jord.
– Jeg glæder mig til at vise Nørupgaard frem og fortælle om dyrevelfærden, den grønne omstilling og om, hvordan man laver det mest klimavenlige kød.
Tag familien med, mød køerne og deres kalve, leg i halmborgen og med legetraileren, hør om biogas og tegn på siloerne – og for de voksne er der en ekstra lille sløjfe denne dag, nemlig øl fra det lokale Kolding Gårdbryggeri.
Adressen er: Fynslundvej 61, 6064 Jordrup
Grise // Stenbrogaard

På Stenbrogaard bor Niels og Susanne. I staldene er der 585 søer, som årligt producerer 21.000 smågrise. Smågrisene opfedes til slagtegrise, som efterfølgende sælges til Danish Crown.
Der er fem ansatte, som til dagligt hjælper med at passe grisene og dyrke de 510 ha jord, primært korn, som benyttes til grisefoder samt raps, der sælges til produktion af rapsolie.
Hos Niels kan du denne dag komme med en tur i staldene, du kan se maskinhuset, tage en tur i pedaltraktorerne og spise din madpakke i haven.
Adressen er: Knudsbølvej 36, 6064 Jordrup
Gråsten Landbrugsskole

Gråsten Landbrugsskole er meget mere end en skole, hvor du kan tage en uddannelse inden for landbrug og bo der.
De driver som Danmarks eneste landbrugsskole deres eget landbrug Fiskbæk, hvor du denne dag inviteres inden for i de forskellige stalde. Her kan du møde grise, køer, se ægproduktionen og besøge deres eget biogasanlæg fra 2023.
Der er masser af aktiviteter for børnene og stande, hvor du kan smage nogle af de produkter, der produceres på Fiskbæk.
Adressen er: Fiskbækvej 15, 6300 Gråsten.
