Invitationer til efterårets vaccination mod influenza og covid-19 er på vej

I løbet af september modtager personer på 65 år og derover en invitation til vaccination mod influenza og covid-19. Vaccinationerne begynder den 1. oktober og løber frem til den 20. december og skal beskytte dem, der er i størst risiko for at blive alvorligt syge.

Vi nærmer os en periode, hvor smitten med influenza og covid-19 stiger. Derfor tilbydes personer på 65 år og derover samt personer med visse kroniske sygdomme at blive vaccineret mod influenza og covid-19. 

”For langt de fleste er influenza og covid-19 ikke alvorlige sygdomme, men risikoen for at blive alvorligt syg stiger med alderen. Derfor anbefaler vi, at alle på 65 år og derover samt personer med visse kroniske sygdomme tager imod tilbuddet om vaccination, og det gælder også, selvom du føler dig rask og frisk,” siger Kirstine Moll Harboe, overlæge og enhedschef i Sundhedsstyrelsen.

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at man bliver vaccineret, selv om man er blevet vaccineret tidligere år. Det skyldes, at beskyttelsen aftager over tid, samtidig med at influenza- og coronavirus løbende ændrer sig. En ny vaccination giver derfor fornyet beskyttelse, der nedsætter risikoen for et alvorligt sygdomsforløb og for indlæggelse. 

I september modtager personer på 65 år og derover en invitation til vaccination fra Statens Serum Institut og Sundhedsstyrelsen. Invitationen bliver sendt ud via Digital Post eller som fysisk post, hvis man er fritaget for Digital Post. Invitationen indeholder information om, hvordan man bestiller tid til vaccination. 

Man kan bestille tid, når man har modtaget sin invitation, og man kan blive vaccineret fra den 1. oktober til den 20. december på et regionalt vaccinationscenter eller hos Danske Lægers Vaccinations Service. 

Yngre med kroniske sygdomme kan også blive vaccineret
Langt de fleste personer under 65 år har en lav risiko for at blive alvorligt syge med influenza eller covid-19. Nogle sygdomme og tilstande øger dog denne risiko.

Man er også omfattet af det gratis vaccinationstilbud, hvis man er under 65 år og for eksempel har en kronisk hjerte- eller lungesygdom, diabetes, svært nedsat immunforsvar eller andre tilstande, der giver øget risiko for et alvorligt sygdomsforløb. Man modtager ikke en invitation, men man kan fra slutningen af september gå ind på vacciner.dk og bestille tid til vaccination. 

”De fleste under 65 år behøver ikke at blive vaccineret mod influenza og covid-19, men har du en sygdom eller tilstand, som øger risikoen for et alvorligt forløb, er der også en vaccine til dig. Er du i tvivl om, hvorvidt du er omfattet, kan du læse mere på Sundhedsstyrelsens hjemmeside eller tale med din læge,” siger Kirstine Moll Harboe.

Overvågning af smitte og vaccinationstilslutning
Statens Serum Institut følger løbende udviklingen i influenza og covid-19. De overvåger blandt andet hvor mange, der bliver vaccineret, effekten af vaccinen og hvor mange, der bliver indlagt med alvorlige sygdomsforløb som følge af influenza. 

”Overvågningen giver os et samlet billede af, hvordan influenza og covid-19 rammer befolkningen gennem sæsonen. Det gør os i stand til at opdage ændringer undervejs og giver sundhedsvæsenet et vigtigt grundlag for at følge udviklingen og vurdere sygdomsbyrden og belastningen på sundhedsvæsenet,” siger Bolette Søborg, overlæge og sektionsleder på Statens Serum Institut.

Fakta om vaccinationstilbuddet

  • Vaccinationsperioden løber fra den 1. oktober til den 20. december 2026.
  • Personer på 65 år og derover kan gratis blive vaccineret mod influenza og covid-19. Disse personer modtager en invitation i løbet af september. Man kan først bestille tid til vaccination, når man har modtaget sin invitation.
  • Personer under 65 år med sygdomme eller tilstande, der øger risikoen for et alvorligt sygdomsforløb kan gratis blive vaccineret mod influenza og covid-19. Disse personer modtager ikke en invitation og kan bestille en tid på vacciner.dk fra den 29. september. 
    Se hvilke sygdomme og tilstande, der er omfattet af tilbuddet om gratis vaccination her: sst.dk/vaccination
  • Tid til vaccination bestilles på vacciner.dk.
  • Vaccination er gratis, og det er frivilligt, om man vil tage imod tilbuddet. 

Læs mere om vaccination mod influenza og covid på sst.dk/vaccination 

Find SSI’s overvågning af luftvejsinfektioner på ssi.dk